Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Lasertryk: Ikke færdige med opkøb i Danmark

Lasertryk: Ikke færdige med opkøb i Danmark
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Fredag 23. august 2024
For nylig købte Lasertryk.dk sit første trykkeri i Tyskland. Og selvom CEO Esben Mols Kabell ser store muligheder, i Tyskland, er han på ingen måde færdig med at købe op i Danmark eller Sverige

For nylig købte Lasertryk.dk - eller rettere Scandinavian Print Group – sit første trykkeri i Tyskland efter at have opkøbt flere gange i Skandinavien.

Man kunne derfor foranlediges til at tro, at Esben Mols Kabell har set sig mæt på det skandinaviske marked og er gået sydover for at øge porteføljen.

Det er dog ingenlunde tilfældet, siger han til GRAKOM:

”De kommende 3-4 år vil vores fokus være på både Danmark, Sverige og Nordtyskland. Vi har dog ikke nogen planer om at sprede os yderligere for det er unødvendigt komplekst. Med mindre, at der er behov for at sprede os endnu mere geografisk for at fastholde væksten.”

Netop det bekvemmelige er en af årsagerne til, at opkøbsjagten er udvidet til Nordtyskland:

”Vi har en stor fabrik i Polen, der ligger 20 km fra den tyske grænse og som har 300 medarbejdere, der i dag primært producerer til Skandinavien. Så Tyskland er ud fra en betragtning om sprog, logistik og administration et ret logisk marked for os at udvide i.”

En anden årsag til at indtræde på det tyske marked, kom Esben Mols Kabell med i et opslag på LinkedIn. Han skrev: ”Vi annoncerede i denne uge vores første køb af et trykkeri i Tyskland. 6.299 tilbage (Jeps. Den grafiske branche er en kæmpe branche.)”

Massive investeringer i ny teknologi

Lasertryk.dk har ikke kun fokus rettet mod opkøb. Der er også planlagt betydelige investeringer i ny teknologi, fortæller Esben Mols Kabell:

”Vi kigger pt. på ret betydelige investeringer i ny digitaltryk printteknologi. Vi ser væksten både i de forgangne år og i fremtiden komme fra ordrer i oplag under 500 stk / 1000 kr. Det er for os principielt positivt, da det er her vi har vores absolutte forcer i markedet, men det betyder også en nødvendig udvidelse af vores digitale produktionskapacitet.”

I dag producerer Lasertryk.dk, hvad der svarer til ca. 50 mio. A4 print om måneden. Det forventer Esben Mols Kabell vil stige til 120-150 mio./md i løbet af de næste to år.

Læs også
Et af Danmarks største trykkerier fusionerer med tysk trykkeri.
Cool Gray fortsætter som selvstændigt selskab, og de godt halvdelen af medarbejderne, der fortsætter med over i det nye setup, flytter til Lasertryks lokaler i Vallensbæk. Jesper Ulsø stopper som direktør.