Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Læsehestene lever stadig

Torsdag 17. november 2016
Årets bogmesse slog igen i år besøgsrekord og blev en stor succes – også for Grakoms medlemmer

Bogforum

Der er stadig masser af læseheste ude i de danske hjem. 34.000 besøgende fandt sidste weekend vej til BogForum i Bella Center i København, og det er over arrangørernes forventning.

Også hos de af Grakoms medlemmer, der havde stande på årets messe, var der stor begejstring:

”Det gik vanvittigt godt, synes jeg. Vi kom hjem med 400-500 emner, som vi kan arbejde videre med, så jeg er meget tilfreds,” siger Lasse Frausig, administrerende direktør i Toptryk Grafisk.

”Succeskriteriet for os er, at mærke at der er interesse og respons fra mulige kunder og selvfølgelig, at der efterfølgende kommer nogle ordrer ud af det. I forhold til branding er det rigtig vigtigt at være synlig på en messe som BogForum, siger han.

Samme melding lyder fra Dafolo, der også havde stand på bogmessen.

”Vi tager med for at servicere de forlag, som vi distribuerer bøger for, og så taler vi naturligvis med eventuelle nye kunder,” siger distributionschef Kim Jensen.

”Vi har den seneste år været den lille spiller på distibutionsmarkedet for bøger, men vi er ved at vokse os store, og derfor var der mange, der gerne ville tage sig tid til at tale med os og høre, hvad vi kan tilbyde,” siger Kim Jensen og tilføjer, at Dafolo fik en del kontakter med hjem.

Selvudgivere hitter
Som noget nyt havde de såkaldte selvudgivere – altså forfattere, der udgiver bøger uden om forlagene – fået deres eget område, og det vakte stor interesse på messen.

”Vi fik henvendelser fra rigtig mange selvudgivere på messen, og jeg tror faktisk, det har et eksplosivt potentiale,” siger Lasse Frausig fra Toptryk Grafisk.

”Vi stod i selvudgiverområdet, fordi vi har et tæt samarbejde med NewPub, som er en slags græsrodsbevægelse, der repræsenterer omkring 2000 forfattere. Men når vi fik henvendelser fra forfattere, hvor vi vurderede at de havde brug for mere professionel rådgivning, så henviste vi naturligvis til et forlag.”

Toptryk Grafisk havde været med til at sponsorere NewPubs stand på messen, og det samme havde Dafolo.

”Det er meget spændende at se, hvordan det marked kan udvikle sig de kommende år,” siger Dafolos Kim Jensen.

Næste års BogForum finder sted 10-12. november.

Læs også
Det blev et ja ved afstemningen om Forligsmandens mæglingsforslag, og dermed er de nye overenskomster gældende. 
Det er en ny rolle, men én han går til med både ydmyghed og ambitioner. Adm. direktør i Jydsk Emblem Fabrik, René Milholt, er netop valgt ind i GRAKOM og GRAKOM Arbejdsgiveres bestyrelse. Her ser han frem til at give promotionbranchen en stemme i drøftelserne om kommunikationsindustriens vilkår og fremtid.