Kunst og tryk mødes: Jespersen Tryk åbner galleri og styrker kunstniche
”Da jeg gik ud over Langebro, en tidlig mandag morgen”. Sådan starter Gasolins sang med titlen Langebro. Og den er passende at nynne, når man skal besøge Jespersen Tryk. Indtil for nylig lå trykkeriet under Langebro på Amagersiden. Siden i sommer har det ligget under Langebro på Københavnssiden med den fornemme adresse: H.C. Andersens Boulevard 51.
Som det ofte sker, er intet så skidt, at det ikke er godt for noget. Trykkeriet måtte flytte fra de lokaler, hvor det har ligget siden 1992 – og hvor ejeren Jakob Beck Jespersen og de fire ansatte var glade for at være – fordi Langebro skulle sættes i stand. Lige ovre på den anden side af broen har man så fundet fantastiske kælderlokaler, der udover plads til trykkeri også har udstillingslokaler, der kan bruges som galleri.
Det passer som fod i hose med den strategi, som Jakob Beck Jespersen lagde tilbage i 2017, hvor han kunne se, at trykkerimarkedet blev mere og mere presset. Han begyndte at fokusere på kunstprint.
”Da jeg var til en udstilling om sandkunst i Hundested, kiggede jeg ind i et af de små gallerier, som byen har en del af. Der hang et meget smukt værk, som jeg gerne ville købe. Jeg fandt ud af, at det var et print. Det var virkelig smukt trykt. Jeg kunne læse, at det var trykt på Giclée-metoden. Navnet på printeren stod der også. Samme printer havde vi stående på trykkeriet. Sådan startede det.”
Fokus på kunstprint udvides med galleri-aktiviteter
I dag 10 år efter udgør kunstprint omkring 60 pct. af forretningen, og nu udvider Jakob Beck Jespersen med endnu et produkt.
”Efter vi flyttede, har vi fået et art room eller et galleri, om man vil. I hvert fald er det et rum, hvor vi kan tilbyde kunstnerne at udstille deres kunst. Både det originale værk og de tryk, vi laver i limited editions.”
Over 100 kunstnere samarbejder med Jespersen Tryk, som printer værkerne og dermed hjælper kunstnerne til at komme ud til et bredere publikum. Nu kan de også udstille værkerne.
”Vi gør det her, fordi vi nu har fået mulighed for det, men der skal selvfølgelig også være penge i det. Vi kan hjælpe med at holde ferniseringer, trykke kunstnernes værker, så de kan sælge mere, og så kan vi også leje lokalerne ud til andre former for events, så vi tror på, at det bliver en god forretning.”
Fokus på to nicher
Udover nichen med kunstprint giver beliggenheden i Københavns centrum også en anden nicheposition.
”Vi trykker alle mulige forskellige tryksager, som fx visitkort, reklamer, kataloger, roll-ups. Vi har både privatkunder og erhvervskunder. Særligt de store virksomheder, som også ligger i centrum, bruger os, når de har hasteopgaver. Dem har vi masser af, for så kan de selv komme og hente materialerne, så snart de er klar,” siger Jakob Beck Jespersen.
Med fokus på de to nicher er Jakob Beck Jespersen fortrøstningsfuld over for fremtiden.
”Vi er et gammelt trykkeri, og folk ved godt, at vi er her. Qua vores beliggenhed har vi mange opgaver for de store virksomheder i København. De ved, at de kan lige gå ned til Jespersen under broen. Og efterhånden er vi også godt kendt blandt kunstnerne.”
Medlem af GRAKOM for at professionalisere virksomheden
Jakob Beck Jespersen har været medlem af GRAKOM i mange år, og han har også tidligere været med i bestyrelsen for GRAKOM i Østdanmark.
”Da jeg overtog virksomheden fra min far, ville jeg gerne professionalisere virksomheden, hvor han drev den lidt mere som en hobbyvirksomhed. Derfor meldte vi os ind i GRAKOM og fik overenskomster og ordnede forhold. Jeg bruger stadig GRAKOM til juridiske spørgsmål, og især ESG-afdelingen, som jeg bruger rigtig meget.”
Fakta om Jespersens Tryk
Marius Jespersen startede Jespersens Bureau, der var et duplikeringsbureau, i 1922. Firmaet specialiserede sig i trykning af rapporter, manualer og diverse løsblade. Med udvidelsen af nye offset-maskiner skiftede virksomheden navn til M. Jespersen Offset.
I 1975 overtog sønnen Bent Jespersen virksomheden, som bl.a. investerede i farve-offsettryk. Lige som i dag tog man sig også dengang af de hurtige opgaver. Bl.a. lavede man lyntryk for reklamebureauer som Y&R og Kunde & Co.
Barnebarnet Jakob Beck Jespersen, der er økonomiuddannet, gik ind i virksomheden i 2003 og arbejdede sammen med faren til 2018, hvor faren gik på pension. Jakob Beck Jespersen udvidede med digitaltryk og storformat, og firmaet ændrede navn til Jespersen Tryk + Digital.
I 2017 startede man med kunstprint, kaldet Giclée-print. Under Corona vækstede kunstprintforretningen, fordi folk havde tid til at indrette deres hjem. Det gav rekordår i både 2020, 2021 og 2022. Det gav også nye kunstnerkunder under sloganet: Sælg din kunst mere end én gang.
I 2024 flyttede trykkeriet til den anden ende af Langebro og fik i tilgift galleri-lokaler, nu under navnet Jespersen Tryk. I dag er der fire ansatte.
Artiklen blev bragt første gang i GRAKOMs medlemsblad Kommunikationsindustrien 4/2024.