KOMM Dagen 2025 samlede kommunikationsbranchen til indsigt og inspiration


GRAKOMs adm. direktør Carina Christensen bød velkommen og indledte KOMM Dagen 2025 og 150 års-jubilæumsfejringen med at sætte ord på den enorme transformation, som kommunikationsindustrien har gennemgået – fra de første bogtrykkere til nutidens medlemsvirksomheder, der opererer i et komplekst kommunikations-landskab med digitale platforme, kunstig intelligens og datadrevet markedsføring.
Samtidigt understregede hun, at dagen ikke blot er en fejring af historien, men også en anledning til at reflektere over udviklingen og se fremad:
"Vi står midt i en ny epoke, hvor det digitale og det trykte skal spille sammen – og hvor troværdighed og indsigt er vigtigere end nogensinde," lød det fra Carina Christensen, som gjorde det tydeligt, hvor industriens fokus skal være:
"Vi skal bruge det bedste fra begge verdener – og vi skal som industri også ind i fremtiden være garant for troværdig og professionel kommunikation i en omskiftelig verden.”

KOMM Dagen 2025, som fandt sted på Scandic Opus i Horsens, fungerede som både fagligt frirum og platform for netværk og refleksion. Dagens moderator, presserådgiver Karin Cruz Forsstrøm, guidede deltagerne gennem dagens mange perspektiver. Fra globale økonomiske spændinger og EU’s nye industripolitiske kurs til visioner om fremtidens arbejdsform og digital markedsføring favnede årets KOMM Dagen program bredt og skarpt.
Geopolitik og erhvervspolitik i forandring – Ulrik Bie og Ditte Brasso Sørensen
Berlingskes økonomiske direktør Ulrik Bie åbnede dagen med et skarpt blik på de geopolitiske spændinger og en økonomi i opbrud. Hans budskab var enkelt, men krævende: “Det skal nok gå alt sammen” – men kun hvis vi gør os umage med at forstå den verden, vi står i.
Han understregede, at både virksomheder og beslutningstagere må forholde sig aktivt og bevidst til de store bevægelser omkring os. Det kræver, at vi tør anerkende kompleksiteten, tænker langsigtet – og handler, selv når fremtiden er usikker.

Foto: Thomas Steen Sørensen
Tænketanken EUROPAs vicedirektør Ditte Brasso Sørensen fulgte op med et stærkt europapolitisk perspektiv og mindede os om, at vi som mennesker og organisationer må stille os selv et grundlæggende spørgsmål: ”Når verden forandrer sig – hvem vil vi så være?”
Hun fortsatte med at beskrive, hvordan EU befinder sig i en ny virkelighed, hvor tempo, alliancer og globale relationer er i opbrud. Og netop i denne virkelighed, understregede hun, har EU vist sig som en dygtig crisis manager. Fremadrettet vil svaret være mere styring – og vejen går gennem en styrket og strategisk industripolitik.

Foto: Thomas Steen Sørensen
Nådada – Anne Skare om at forme fremtiden med mod og nysgerrighed
Universal Futurists fremtidsforsker Anne Skare tog deltagerne med på en rejse ind i det mentale beredskab, vi har brug for i en verden i hastig forandring. Med sit karakteristiske glimt i øjet og skarpe pointer gjorde hun det klart, at vi kun kan forme fremtiden, hvis vi tør give slip på det gamle.
Forandring kræver mod – og viljen til at give slip er første skridt mod at skabe noget nyt. Hendes hovedbudskab kredsede om mindsettet “Nådada” – en måde at møde fremtidens kompleksitet og uforudsigelighed med nysgerrighed frem for modstand.
“Nådada” er hverken naivt eller ligegyldigt; det er en aktiv holdning til forandring. Når verden overrasker, og tingene ikke går som planlagt, så svar med “Nådada – interessant, hvad kan vi lære af det?” I stedet for at blokere for det nye, åbner Nådada hjernen for løsninger, kreativitet og samarbejde.
Anne Skare mindede deltagerne om, at fremtiden ikke skal overleves – den skal designes. Og i den proces er kommunikation nøglen: som strategisk kompas, som drivkraft for mening og som værktøj til at samle mennesker om noget, der rækker fremad.

Foto: Thomas Steen Sørensen
Fra vækst til værdi – Jesper Boysen og Jacob Krogh om kommunikation i praksis
POWERs CEO Jesper Boysen delte en ærlig og handlingsorienteret fortælling om vækst i en benhård detailbranche. Med POWERs udvikling fra ny aktør til nordisk kæde satte han fokus på, hvordan man skaber forretningsmæssige resultater gennem målrettet og troværdig kommunikation. Nøglen? En tæt kobling mellem direktion og kommunikationsindsats, hvor alt fra contentproduktion og kampagner til strategi og kanaler styres in-house.
For POWER handler det om at handle hurtigt, kommunikere klart og bevare en rød tråd – og ikke mindst om at opbygge relationer med kunderne gennem gennemsigtighed og tillid.

Foto: Thomas Steen Sørensen
Jacob Krogh, medstifter og direktør af The Marketing Guy, rundede konferencen af med konkrete værktøjer og kampagneeksempler, der viste, hvordan man kan skabe synlighed og effekt på sociale medier – også med begrænsede midler. Med lavpraktisk tilgang og høj energi demonstrerede han, at det ikke er det pæne, men det autentiske og relevante, der virker.
Essensen i hans budskab var: ”Gør det selv, gør det enkelt, og gør det menneskeligt. Med en smartphone, kreativitet og en god plan kan enhver virksomhed rykke noget – uden at skulle bruge en million. Jacob Krogh afsluttede dagen med en lavpraktisk og inspirerende demonstration af, hvordan selv små budgetter kan skabe stor effekt på sociale medier.

Foto: Thomas Steen Sørensen
Tak for i år – og på gensyn til næste KOMM Dag
KOMM Dagen 2025 blev en dag, hvor kommunikationsindustrien fik ny viden, konkrete redskaber og inspiration til at tage styringen i en foranderlig tid. Oplæggene viste tydeligt, at fremtiden kalder på mod, samarbejde og et skarpt blik for både omverden og mennesker.
Dagen blev rundet af med fejring af GRAKOMs 150-års jubilæum i FÆNGSLET i Horsens – endnu et bevis på, at faglighed og fællesskab går hånd i hånd i vores branche.
Vi ser frem til KOMM Dagen 2026 – som vi allerede glæder os til!
Se vores flashback-video her.
Gensyn med dagen – se stemningsbilleder fra KOMM Dagen 2025 her
OBS: Alle fotos er ophavsretligt beskyttede og ikke må anvendes uden tilladelse.
Fotos: GRAKOM og Thomas Steen Sørensen















