”Jeg har bestemt ikke fortrudt salget”
Flere grafiske virksomheder er solgt til kapitalfonde gennem årene. En af dem er FlexoPrint, der ikke bare er blevet solgt en, men hele to gange, og som den dag i dag stadig er til salg, siger CEO Lars Ole Nauta:
”Vi er altid til salg. Det er ikke noget, jeg bare siger, det er vi virkelig. Vi er altid salgsparate. Sådan er det at være ejet af en kapitalfond. Hvis der kommer nogle og vil købe til den rigtige pris, så bliver vi solgt.”
Svend Jørgensen og Lars Ole Nauta stiftede FlexoPrint i 2006. I 2019 blev virksomheden solgt til Capidea, og knap et år efter blev den solgt til Optimum Group, der er ejet af IK Investment.
Hvorfor besluttede I at sælge til en kapitalfond?
”Vi var i gang med et generationsskifte. Derfor ville vi gerne finde de rigtige partnere, der kunne løfte virksomheden, og så var det nærliggende for os at sælge til en kapitalfond,” siger Lars Ole Nauta.
Hvordan gjorde I virksomheden klar til salg?
”Jeg husker det ikke som, at vi gjorde så meget. Vi kørte allerede meget professionelt, for min partner, der var majoritetsejer, var en meget professionel forretningsmand. Vi lavede fx allerede månedsregnskaber, og min partner kom fra etiketverdenen. Der var selvfølgelig noget forberedelse, bl.a. om dataindsamling. Det var et stort arbejde for at leve op til dokumentationskravene.”
Hvad sagde kunderne til, at I blev solgt til en kapitalfond?
”Jeg var måske lidt naiv, men jeg fangede ikke nogen signaler om, at kunderne var negative. Vi gjorde også meget ud af at fortælle, at vi havde brug for professionelle partnere og investeringskroner for at få nye kunder og øge antallet af medarbejdere. Vi gjorde meget ud af at fortælle, at det bliver business as usual.
Lars Ole Nauta fortsætter:
”Vi ansatte faktisk flere medarbejdere, men det var måske sket alligevel. Til gengæld blev vi meget opmærksomme på, hvad vi bruger vores penge på. Selvom en kapitalfond kommer med flere investeringskroner, stiller de også krav om, at du laver ROI (return on investment, red.), som vi ikke skulle tidligere. Det betød, at vi begyndte at lave flere analyser og havde stort fokus på budgetterne. Vores beslutningsprocesser blev i det hele taget mere grundige. Vi begyndte kort sagt at tænke lidt mere over, hvordan vi brugte vores penge.”
Brohoved til opkøb
FlexoPrint gik fra at være lige over 70 medarbejdere til godt 80 medarbejdere, mens virksomheden var ejet af Capidea. Allerede under et år efter blev FlexoPrint solgt igen.
”Det er usædvanligt, at en kapitalfond sælger så hurtigt igen. Normalt vil man først sælge igen efter fire til syv år, efter at virksomheden er blevet større og bedre, så man kan tjene penge på den,” siger Lars Ole Nauta.
”IK Investment ville bruge os som brohoved til at købe op. Herefter gik det stærkt. Inden for 8-10 måneder købte vi fem trykkerier. I dag er vi 190 medarbejdere i Optimum Group Nordic,” lyder det fra Lars Ole Nauta.
EBITDA er afgørende
EBITDA er afgørende for kapitalfonde, for det viser, at virksomheden har solide indtægter fra sine kerneaktiviteter.
”EBITDA viser, at en virksomhed har en sund økonomi med mange kunder. Det mindsker risikoen for, at alle kunderne pludselig stopper med at købe. Det er vigtigt, for ofte står 20 pct. af kunderne for 80 pct. af virksomhedens omsætning, og hvis disse kunder forsvinder, vil det have en stor negativ indvirkning på indtjeningen,” siger Lars Ole Nauta.
Har du fortrudt salget til en kapitalfond?
”Jeg har bestemt ikke fortrudt salget. Jeg har lært virkelig meget både under processen, og mens jeg har været ansat under kapitalfondene. Jeg mener selv, at jeg er en bedre forretningsmand i dag, og jeg har fået løftet mine kompetencer. Jeg har ikke tænkt mig at stoppe her, men om jeg kommer til at arbejde i en kapitalfond resten af mit liv, er jeg ikke sikker på. Men jeg har mod på det endnu, og jeg har stadig noget at lære,” siger Lars Ole Nauta.
Han fortsætter:
”Det handler også om livsglæde. At sælge sin virksomhed giver ejeren mulighed for at realisere nogle værdier og få en økonomisk sikkerhed, som man kan give videre til sin familie. Det var en game changer for mig.”
Gode råd fra Laus Ole Nauta, hvis man overvejer at sælge sin virksomhed til en kapitalfond:
- Find den rigtige rådgiver og en god advokat. Lad være med at tro, at du eller I kan køre processen selv. Man er oppe imod nogle, der er vant til at købe og sælge forretninger hver dag. Det er vigtigt at anerkende, at man selv er amatør og har brug for rådgivere. Det øger værdien, og det er det, det handler om.
- Sørg for i god tid, inden du sælger, at du har en ledelse, der kan drive virksomheden videre, hvis du selv stopper. Der er ingen, der vil købe en virksomhed uden ledelse. Hvis ejeren er et par og tres og har ansat en inden for de seneste to år, der skal tage over, er det det samme som ingen ledelse. Man skal starte på et generationsskifte i rigtig god tid eller selv være villig til at blive i virksomheden.
- Overvej, hvordan du vil have det med at arbejde i en virksomhed, hvor du er ansat i stedet for ejer.
Artiklen har først været bragt i GRAKOMs medlemsmagasin: Kommunikationsindustrien 4/2024.