Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Intet skilt, ingen kunder

Onsdag 26. oktober 2016
Karina Teilskovs blomsterforretning i Vendsyssel er svær at se fra hovedvejen. Det skilt hun for tre år siden satte op for at gøre opmærksom på sin butik, har hun været nødt til at fjerne, fordi skiltet strider mod reglerne.

Lige uden for Vester Hassing, mellem Hals og Aalborg, ligger Karina Teilskovs blomsterforretning, Mælkebøtten, for enden af en lang indkørsel. Oppe ved hovedvejen havde hun sat et ca. 3 meter højt skilt, som både kunne ses fra den stikvej, forretningen ligger ud til, samt fra hovedvejen, som mange lokale tager i retning mod Aalborg. Skiltet var den eneste måde, Karina Teilskov kunne fange de forbipasserende bilisters opmærksomhed på.

Mælkebøtten, Vester Hassing

»Det var jo sådan, folk kunne finde min butik. Så det er virkelig irriterende, at vi ikke kan komme til at reklamere for, at folk skal køre ind til os,« siger hun.

Mælkebøtten har eksisteret i tre et halvt år. På et kommunalt iværksætterkursus havde Karina Teilskov drøftet muligheden for at åbne en butik ude på landet og sætte et skilt op ved vejen. Ingen gjorde hende dengang opmærksom på, at det skulle overtræde nogen regler.

16. maj i år var det slut med at skilte. En skrivelse fra Park- og Naturforvaltningen ved Aalborg Kommune, der uddybede, at skiltet var i strid med Naturbeskyttelseslovens paragraf 21 og at det derfor skulle fjernes.

»Jeg synes, reglerne er alt for firkantede. Man bør gå ind og kigge på hver enkelt sag og fx se på, om skiltet er pænt. Jeg har fået lavet et skilt i lyse naturfarver, og det skændede ikke noget som helst i mine øjne,« siger Karina Teilskov.

Siden skiltet blev fjernet, har butikken haft færre kunder. Hvor meget det er gået ud over omsætningen, er endnu for tidligt at sige. Karina Teilskov har forsøgt at gøre opmærksom på butikken via andre kanaler fx Facebook og i den lokale avis. Alligevel er hun frustreret.

»De råber jo om vækst i yderområderne, og nu har vi en virksomhed med tre mand på lønningslisten. Så er det da ærgerligt, at man så bliver pillet ned igen, så snart man tager et initiativ.«

Karina Teilskov kan godt forstå, at der skal være regler for skiltning i naturen, men hun synes, erhvervsdrivende bør have fortrinsret til at gøre opmærksom på deres virksomheder i form af et pænt og neutralt skilt.

Nu frygter hun, at de firkantede regler vil ramme hendes butik hårdt.

»Jeg frygter da, at butikken stagnerer her, hvor den er. For vi har da en fast kundekreds, men vi skulle jo gerne vokse. Det er ligesom meningen. Vi skal jo leve af dem, der lige får øje på, at her ligger en blomsterbutik,« slutter Mælkebøttens indehaver.

Læs også artiklen "På vej mod en skilteskov?" her.

Læs også
GRAKOMs adm. direktør, Carina Christensen skal være rektor for Designskolen Kolding
Gyldendal har lanceret Gyldendals Læsedyst – en landsdækkende konkurrence for 7.-10. klasser, der skal styrke læselysten hos børn og unge. Initiativet åbner op for nye muligheder i branchen.