Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Industriprint bliver mere konkurrencedygtige med klimaberegninger

Industriprint bliver mere konkurrencedygtige med klimaberegninger Marjorie Mendieta-Schmidt, der arbejder med salg, marketing, klima og miljø i Industriprint
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Tirsdag 29. april 2025
Med investeringer i ISO 9001 og 14001 samt ClimateCalc som værktøj har Industriprint fået indsigt i sine materialer og processer – minimeret spild og dokumenteret klimabelastningen på produkter. Det styrker både effektiviteten internt og giver nye forretningsmuligheder i dialogen med kunder, der i stigende grad efterspørger grøn dokumentation. Det fortæller Marjorie Mendieta-Schmidt.

Industriprint, der gennem 50 år har udviklet serigrafi, silketryk og serigrafiske tryk til B2B-markedet, har de senere år været i gang med en målrettet grøn omstilling. Gennem investeringer i kvalitetsstyring og miljøledelse de senere år er der i virksomheden kommet en hel anden bevidsthed om, hvordan fokus på miljø og optimering kan integreres i hverdagen – og give værdi både for kunderne, for forretningen og for medarbejderne.

Det fortæller Marjorie Mendieta-Schmidt, der arbejder med salg og marketing og de senere år også med klima og miljø i virksomheden. Industriprint valgte at bruge ClimateCalc for at dokumentere virksomhedens klimaaftryk samt klimaaftrykket på de produkter, de leverer til kunderne. ClimateCalc-værktøjet var det næste naturlige valg efter at være blevet kvalitets- og miljøcertificeret.

"Vi blev certificeret med både ISO 9001 og 14001 samtidig, fordi det gav mening økonomisk og ressourcemæssigt. Samtidig havde vi et ønske om at kunne give vores kunder et klimaregnskab over de produkter, vi producerer, og det fandt vi ud af, at vi kunne med ClimateCalc. Det giver en ekstra værdi i dialogen med kunderne og styrker vores position som en professionel leverandør, så vi bliver mere konkurrencedygtige," siger Marjorie Mendieta-Schmidt.

Større indsigt og minimering af spild 

Processen med at implementere ClimateCalc har været lærerig, fortæller Marjorie Mendieta-Schmidt.

"Vi er blevet meget klogere på vores materialer og produktionsprocesser. Det har skabt større indsigt og hjulpet os med at minimere spild – noget, der gavner både miljøet, kunderne, os selv som medarbejdere og økonomien."

Virksomheden har søgt penge til rådgivning i forbindelse med implementeringen af ClimateCalc og har brugt GRAKOMs rådgivning undervejs:

"De har været rigtig gode til at følge op og forklare, hvordan vi kunne arbejde smartere med indberetningen, og de sikrede, at vi havde de rigtige data på plads. Det har været en god proces,” siger Marjorie Mendieta-Schmidt.

Kommunikerer aktivt om miljøarbejdet til kunderne

Industriprint bruger aktivt deres klimaarbejde i kommunikationen med kunderne. ClimateCalc fremhæves i virksomhedens e-mailsignatur, på hjemmesiden og i markedsføringsmateriale. Desuden sættes der labels på emballagen, som fortæller, at virksomheden både er ISO-certificeret og kan levere klimaberegninger.

"Vi vil gerne signalere til kunderne, at vi er en leverandør, der tager miljøansvar alvorligt. Det er en vigtig del af vores brand og vores relation til markedet," siger Marjorie Mendieta-Schmidt.

Industriprints fremtidige ambitioner

Næste step for Industriprint er at udarbejde en mini-ESG-rapport, der kan deles med kunderne.

"Vi ønsker at vise, at vi lever op til lovkravene, og samtidig vil vi være på forkant med udviklingen. Det handler om at være relevante og kunne matche de krav, som vores kunder og samarbejdspartnere stiller til os," siger Marjorie Mendieta-Schmidt.

Artiklen blev første gang bragt i GRAKOMs magasin Kommunikationsindustrien 1/2025.

Læs også
Erhvervsstyrelsen lancerer nu et initiativ, der vil gøre det nemmere for virksomheder at dokumentere deres ESG-rapportering og dele data med kunder og leverandører.
Tidligere chefredaktør og ny JFM-formand Espen Egil Hansen trækker sin gamle forudsigelse om papiravisens død tilbage og kalder lokale ugeaviser en vigtig del af lokalsamfundet.