Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

I 150 år har GRAKOM hjulpet sine medlemmer med at navigere i et marked med stigende krav og konstant forandring

I 150 år har GRAKOM hjulpet sine medlemmer med at navigere i et marked med stigende krav og konstant forandring Adm. direktør i GRAKOM, Carina Christensen
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Onsdag 21. maj 2025
Statsministeren, professoren og trendforskeren mener, at trykte medier kan noget, som digitale medier ikke kan. Det betyder ikke, at vi slet ikke skal have digitale medier. Men vi skal værne om det, som de trykte medier kan. Det er GRAKOMs adm. direktør, Carina Christensen, ikke overraskende, helt enig i.

”Lige så vigtig som den militære oprustning er, lige så vigtigt er det med den åndelige oprustning.”

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen i TV 2-indslaget Verden i opbrud – Danmark samles. Hun tilføjede:

”Vi skal læse avis og gammeldags bøger, høre radioavis og se troværdigt tv.”

Statsministeren uddybede med, at falske nyheder og påvirkningskampagner fra internetrobotter på de sociale medier gør, at man får brug for trykte informationer, som vi kan stole på.

GRAKOMs adm. direktør, Carina Christensen, deler statsministerens observationer.

«Vi oplever, at digital information kan være præget – og desværre i stadigt højere grad – af fake news, eller i hvert fald at det er svært at verificere kilderne bag informationerne. I modsætning hertil er trykte medier håndgribelige og tilbyder en sikkerhed, som digitale platforme ikke altid kan levere.”

Professor: Trykte medier signalerer troværdighed

Også professor i markedsføringsret og digitale transformationer på Aalborg Universitet, Jan Trzaskowski, mener, at trykte medier signalerer en troværdighed, som digitale platforme ofte mangler.

”Problemet er ikke selve den digitale teknologi. Det er snarere, at internetplatformene opererer ud fra forretningsmodeller, som undergraver den demokratiske debat. Jeg er dybt bekymret over, at den offentlige samtale i så høj grad foregår på tech-giganternes platforme.”

Jan Trzaskowski tilføjer:

”I kontrast hertil kræver trykte medier – både publicistiske og kommercielle – en ægte indsats og investering i kvalitet, fordi omkostningerne ved tryk forudsætter, at man gør sig umage. Det er denne kvalitet og omtanke, der sikrer en meningsfuld debat og seriøs formidling af information."

Man overser, at teknologi er designet til kortvarig brug

At vi allerede i et stykke tid er gået alt for langt ad digitaliseringens vej, påpegede undervisningsminister Mattias Tesfaye sidste år i GRAKOMs medlemsmagasin som reaktion på de danske elevers faldende læsefærdigheder:

”Danske skoleelever er blandt dem, der bruger mest tid på skærme. Den udvikling er jeg modstander af. Jeg mener, at vi er gået alt, alt for langt. Vi skal have bøgerne tilbage,” lød det fra Mattias Tesfaye.

Det er vand på professor Jan Trzaskowskis mølle:

”Det er faktisk en af mine kæpheste. Det er fejlagtigt at tro, at man bare kan erstatte bøger med skærme i skolen. Tablets holder ikke særligt længe i børns hænder, og man overser, at digital teknologi kræver vedligeholdelse, support, udskiftning og – ofte – dyre licenser med løbende omkostninger. En bog kan holde i årtier uden ekstraomkostninger. Og det trykte medie lægger desuden i højere grad op til fordybelse, herunder fordi det ikke trætter på samme måde.”

Trendforsker: Vi ser lige nu, at salget af analoge produkter stiger voldsomt

Trendforsker Mads Arlien-Søborg ser en tydelig tendens omkring, at forbrugerne i højere grad efterspørger ting, der er håndgribelige.

”Det kan for eksempel være i form af et fysisk produkt som alternativ til en app. Mange har et nostalgisk ønske om at kunne sidde med noget i hænderne.”

Han tilføjer:

”Jeg ser det som en form for modreaktion mod de seneste 10-15 år, hvor en stor del af vores samfund er blevet digitalt. Folk fra generation Z og fremefter har et stort analogt behov, og derfor ser vi lige nu, at salget af analoge produkter som for eksempel analoge kameraer, rejseguides, notesbøger, kuglepenne, magasiner og bøger stiger voldsomt.” 

Også Carina Christensen tror, at de trykte medier får en genopblomstring.

”Måske ikke på det niveau, der var engang, men i usikre tider søger vi mod det sikre, og troværdig, trykt information repræsenterer en hel anden troværdighed end de store techgiganters platforme.”

Hun tilføjer:

”Det trykte medie fungerer som et anker i en ellers flydende digital hverdag. Det giver mulighed for at fordybe sig i emner og opnå en dybdegående forståelse, som er svær at finde i den konstante informationsstrøm, der er online. GRAKOMs lange historie med trykte medier viser, at troværdighed og kvalitet ikke kan komprimeres til blot et digitalt tryk.”

 Artiklen blev først bragt i GRAKOMs jubilæumsblad 2/2025

Læs også
GRAKOMs 150-års jubilæumsfest samlede hele kommunikationsindustrien til en uforglemmelig fejring i FÆNGSLET i Horsens. En aften, hvor vi både hyldede fortiden og kiggede mod fremtiden.
“Nådada” blev dagens nye mindset, da KOMM Dagen 2025 samlede hele kommunikationsindustrien i Horsens. Med skarpe oplæg fra spændende og indsigtsfulde stemmer – fra økonomi og EU-politik til fremtidsforskning og marketing – bød dagen på energi, perspektiv og nye redskaber til en industri i konstant forandring.