Hybrid læsning er her: Når øjne, ører og stemme mødes

Af Sofie Beier, professor MSO i designforskning, Det Kongelige Akademi

Hvis du stadig tror, at læsning handler om øjne, der følger linjer på en side, tager du fejl. Den tid er forbi. Læsning er i dag et multimodalt samspil mellem øjne, ører og stemme – og det udfordrer alt, hvad vi troede, vi vidste om kommunikationsdesign. Vi lytter, ser, taler og får tekst læst højt af maskiner. Den hybride læser er her allerede. Og med stemmedrevne assistenter kan vi svare tilbage, stille spørgsmål og få teksten gentaget i et andet tempo eller på et enklere sprog.

Nye designkrav

For design- og kommunikationsbranchen betyder det, at læsning ikke mere er bundet til skrift alene. Vi skal tænke i overgange: Hvornår skal brugeren se, hvornår skal de høre, og hvornår skal de selv interagere? Disse skift skal designes aktivt, så brugeren bevarer orienteringen og oplever et flydende samspil mellem visuel, auditiv og interaktiv læsning.

Det betyder også nye kompetencekrav til designere. Vi skal ikke kun mestre det visuelle udtryk, men også lydbranding, konversationsflow og multimodal navigation. Kort sagt: vi skal lære at designe oplevelser, der bevæger sig sømløst på tværs af kanaler.

Som forsker i læsbarhed og typografi tror jeg ikke det skriftlige vil forsvinde foreløbigt. Tværtimod bliver det endnu vigtigere som det stabile anker, der hjælper læseren til at bevare overblikket. Typografien og layoutet gør det muligt at finde tilbage til, hvor vi var. Skriftens rolle bliver dermed i mindre grad at bære al mening alene og mere at organisere oplevelser på tværs af sanserne.

Den kritiske udfordring

Men vi må heller ikke overse faldgruben. Kritisk læsning opstår sjældent i de glatte, letfordøjelige svar. Den opstår i de øjeblikke, hvor vi ikke forstår, hvor vi må standse op, genlæse og kæmpe os frem til meningen. Det er netop denne langsomme interaktion med teksten, der giver adgang til nuancer, kompleksitet og skjulte forbehold – det, der skaber indsigt.

Hvis AI altid glatter vanskelighederne ud for os, mister vi måske hele den læringsproces, hvor modstanden i teksten bliver en del af forståelsen. Når alt serveres som hurtige svar, risikerer vi overfladiskhed, og vi mister evnen til at stille de kritiske spørgsmål, som kun opstår i mødet med det svære.

Derfor må vi spørge os selv: Hvordan kan vi som designere aktivt skabe plads til de langsomme øjeblikke i hybride læseoplevelser? Skal systemerne introducere naturlige pauser, hvor læseren får tid til at reflektere, før næste svar kommer? Skal der indbygges muligheder for at genlæse eller genlytte i stedet for blot at springe videre? Eller kan vi udvikle visuelle og auditive markører, der inviterer til fordybelse frem for at glide hen over teksten?

Hvis vi ikke tager denne udfordring alvorligt, risikerer vi, at hybrid læsning reduceres til endnu et effektiviseringsværktøj. Men hvis vi lykkes, kan vi designe læseoplevelser, der kombinerer teknologiens hurtighed med menneskets behov for eftertænksomhed.

Og netop her ligger det store perspektiv: De nye læseformater er allerede en del af vores hverdag, og derfor er det på tide, at vi som branche begynder at diskutere, hvordan vi griber det an. Hvem skal tage ansvar for at udvikle standarder for multimodale tekster? Og hvordan sikrer vi, at det ikke kun er teknologivirksomhederne, der definerer feltet, men at design- og kommunikationsbranchen selv tager førertrøjen?

Hvis vi tager hybrid læsning alvorligt, åbner der sig en ny designopgave. Ikke kun for at følge teknologien, men for at fastholde læsningen som en kritisk, menneskelig praksis. Hybrid læsning er ikke bare et teknologisk vilkår – det er et nyt felt, hvor designbranchen har mulighed for at sætte retningen.