Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Hovedferie med 1 måneds varsel – nyt fra Højesteret

Onsdag 19. august 2015

Højesteret har fastslået, at ferielovens udgangspunkt om varsling af hovedferie med 3 måneders varsel kan fraviges ved en aftale, der fremgår af ansættelseskontakten.

I sagen havde en medarbejder og en arbejdsgiver i ansættelseskontrakten aftalt, at ‎arbejdsgiveren kunne varsle hovedferien med kun 1 måneds varsel, hvilket også gjaldt i en eventuel opsigelsesperiode. Da arbejdsgiveren opsagde ‎medarbejderen med 3 måneders varsel, blev medarbejderen pålagt at holde sin ‎hovedferie i opsigelsesperioden.‎

Medarbejderens fagforening gjorde gældende, ‎at det ikke fremgik af ferielovens forarbejder, hvornår der kan indgås aftale om en ‎fravigelse af varslet på 3 måneder, og at en medarbejder udelukkende kan give afkald på ‎aktualiserede rettigheder. Fagforeningen gjorde også gældende, at vilkåret var ensidigt ‎fastsat af arbejdsgiveren, da vilkåret ikke havde været genstand for forhandling ved ‎ansættelsen.‎

Heroverfor gjorde arbejdsgiveren gældende, at vilkåret var klart og tydeligt, og ‎at medarbejderen havde haft mulighed for at gennemlæse og sende ‎ansættelseskontrakten til sin fagforening. Desuden gjorde arbejdsgiveren gældende, at medarbejderen ved sin underskrift ‎havde accepteret varslet på 1 måned. Derudover bestred arbejdsgiveren, at der kunne ‎stilles krav om aktualitet.‎

Højesteret tiltrådte, at forarbejderne til ferieloven må forstås sådan, at lovgiver har ‎ønsket en højere grad af aftalefrihed mellem parterne, og at der ikke i forarbejderne er ‎belæg for, at ferielovens § 21, stk. 2, skal fortolkes indskrænkende og imod ‎bestemmelsens ordlyd. Derfor fandt Højesteret, at der er mulighed for, at en ‎lønmodtager og arbejdsgiver allerede ved ansættelsen kan aftale, at hovedferiens varsel ‎på 3 måneder fraviges.

Kilde: Højesterets dom af 7. august 2015 i sag 76/2014.

Læs også
GRAKOMs adm. direktør, Carina Christensen skal være rektor for Designskolen Kolding
Gyldendal har lanceret Gyldendals Læsedyst – en landsdækkende konkurrence for 7.-10. klasser, der skal styrke læselysten hos børn og unge. Initiativet åbner op for nye muligheder i branchen.