Svært for forbrugerne at undgå hormonforstyrrende stoffer i emballage

De seneste år har der hersket en stadig mere intens debat om hormonforstyrrende stoffer i fødevareemballager. Desværre er området i dag temmelig uklart, hvilket betyder, at forbrugerne ikke har et klart billede af, om der er anvendt emballagesubstrater, hvor hormonforstyrrende stoffer er tilsat eller ej. Den manglende afklaring skader i sidste ende både forbrugerne og de producenter, som ikke tilsætter hormonforstyrrende stoffer i fødevareemballager.

Problematikken opstår, selvom der i dag findes en vejledende grænseværdi for hormonforstyrrende stoffer i fødevareemballager (total organisk fluor)*1. Formålet med fastsættelsen af denne grænseværdi – som senest blev revideret i 2016 – er blandt andet at skelne mellem de fødevareemballager, hvor hormonforstyrrende stoffer er tilsat, og de fødevareemballager, hvor hormonforstyrrende stoffer ikke er tilsat. Imidlertid har det vist sig, at grænseværdien, teknisk set er sat for lavt i forhold til netop dette formål. Det betyder konkret, at grænseværdien, som et værktøj for emballagetrykkerierne til at indkøbe mere sundhedsrigtigt karton og papir, ikke virker.

Derfor foreslår Brancheforeningen Grakom, at der indføres et forbud mod tilsætning af hormonforstyrrende stoffer i fødevareemballager, samtidig med at der igangsættes et udredningsarbejde med henblik på at formidle denne vigtige information til forbrugeren igennem et miljømærke.

Der findes allerede visse emballager til fødevarer, der er miljømærket – det gælder dog ikke for emballager, som kommer direkte fra fødevareproducenten, fx pålægsemballager eller mælkekartoner. En primær årsag er, at det fra Miljømærkeordningen i Norden fremføres, at forbrugeren vil kunne misforstå, hvorvidt miljømærket placeret på emballagen er gældende for selve emballagen eller indholdet. Denne problemstilling synes tilsyneladende ikke aktuel for Miljømærkningsordningen, når det drejer sig om forbrugerprodukter som sæber og lignende. Her placeres miljømærket, der gælder for indholdet i emballagen, på selve emballagen. Dette burde logisk set give anledning til de samme overvejelser om misforståelser hos forbrugeren. Derfor foreslår Grakom, at man også skal kunne mærke emballage til fødevarer med enten logo og tekst eller alene med teksten Miljømærket emballage. Herved bør problemstillingen ifølge Grakom være løst.

Ligeledes findes der kriterier for svanemærkede trykkerier, som er i anvendelse i store dele af den grafiske branche. Da produktion af emballager ikke adskiller sig procesteknisk fra produktion af tryksager – ligesom der også findes kriterier for produktion af visse emballager til fødevarer – kan der med andre ord ske en hurtig tilpasning af det eksisterende kriteriedokument for svanemærkede trykkerier, så det kan anvendes på fødevareemballage.

Således er det heller ikke en hindring, at svanemærket for trykkerier ikke indeholder et forbud mod at anvende hormonforstyrrende stoffer. Miljøkriterierne revideres løbende, så et forbud mod tilsætning af hormonforstyrrende stoffer vil let og hurtigt kunne tilføjes.

Det har stor betydning, at man benytter en officiel mærkningsordning til formålet, da det vil sikre gennemsigtighed på markedet. Vælger man derimod ikke at indføre en officiel mærkningsordning, vil der opstå private alternativer, som desværre vil skabe forvirring og uklarhed for både producenter og kunder. Det vil skade begge parter, og det kan i sidste ende også skade målsætningen om at nedbringe brugen af hormonforstyrrende stoffer i fødevareemballager.

*1: Fødevarestyrelsen (2016): Fluorerede stoffer i fødevarekontaktmaterialer (FKM) af pap og papir, faktaark.