Højesteret har mandag dømt forsikringsselskabet Alka for vildledende reklamer for bilforsikringer på tv og på Alkas YouTube-kanal. Bøden er på 16,9 millioner kroner.
Forsikringsselskabet får bøden for at overtræde markedsføringslovens forbud mod vildledning i en reklamefilm samt på YouTube. Det var Forbrugerombudsmanden, der i 2018 politianmeldte Alka. Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Alka markedsførte i 2016 og 2017 bilforsikringer som prisfaste, hvis bilen fik en skade, bl.a. med følgende sætning i reklamefilmen: “Hvis du får en skade, sætter vi ikke prisen op.” Det var ifølge Forbrugerombudsmandens opfattelse vildledende, fordi det fremgik af Alkas forsikringsbetingelser, at selskabet kunne ændre prisen. Både Forbrugerombudsmanden og Højesteret mente således ikke, at det var væsentligt, at Alka ikke forhøjede præmierne for nogle kunder, selvom de ifølge betingelserne kunne gøre det.
I dommen skriver Højesteret (T står for Tiltalte):
”Ts reklameudsagn er egnet til at give gennemsnitsforbrugeren indtryk af, at en skade ville være prisneutral for kunden, og at T dermed bl.a. ikke ville have mulighed for at forhøje præmien i tilfælde af en skade. Imidlertid havde T ifølge forsikringsvilkårene mulighed for at sætte præmien op efter en skade, og Højesteret finder derfor, at udsagnet i Ts reklamefilm om, at prisen ikke sættes op, hvis kunden får en skade, var vildledende, jf. markedsføringslovens § 5, stk. 1. Hertil kommer, at en skade ifølge forsikringsvilkårene i visse tilfælde ville medføre udsættelse af præmienedsættelse og forhøjelse af forsikringens selvrisiko. Højesteret finder, at reklamen i den foreliggende sammenhæng også for så vidt angår disse forhold er vildledende, og at der er tale om udeladelser af væsentlige oplysninger efter markedsføringslovens § 6, stk. 1. Det er efter det, der er anført ovenfor, uden betydning, om T efterfølgende undlod at bruge sin mulighed i forsikringsvilkårene for at forhøje prisen eller selvrisikoen efter en skade eller udsætte den årlige præmienedsættelse.”
Alka blev frifundet i af Østre Landsret i juni 2022 i samme sag, efter at man var blevet dømt en bøde på 16,9 mio. kr. i byretten i marts 2021. Nu har Højstert så stadfæstet byrettens dom efter, at den var blevet anket af Forbrugerombudsmanden.
Det var under nu afgåede forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, at sagen kørte første gang. Den nu fungerende forbrugerombudsmand, Andreas Weidemann, siger om dommen:
”Højesterets dom er vigtig for forsikringsaftaler, men vil også kunne få betydning for andre løbende forbrugeraftaler, for eksempel låneaftaler og abonnementsaftaler. Den understøtter vores opfattelse af, at markedsføringen af et produkt skal stemme overens med aftalevilkårene, fordi det er aftalevilkårene, som fastlægger produktets egenskaber. Man kan altså ikke markedsføre sine aftaler som prisfaste, hvis man i vilkårene har mulighed for at ændre prisen.”