Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Her er kundernes ønsker til branchen

Mandag 23. oktober 2017

Hvordan ser kunder og samarbejdspartnere på den grafiske branche? Er vi dygtige nok? Kan vi hamle op med udlandet, og følger vi godt nok med i udviklingen? Det har Udkom fået svar på fra to af landets største grafiske indkøbere, Dansk Supermarked og Coop, og fra et af landets største reklamebureauer, aarhusianske Envision.


Bilka: Hurtigere leverancer og lavere priser

Bilka holder fast i fysiske kataloger, som bliver trykt i kæmpeoplag såvel i Danmark som i udlandet. Hypermarkedskæden roser generelt den grafiske branche, men den skal hjælpe med at forkorte det samlede produktionsforløb, mener marketingchef Alice Monberg.

»Jeg vil gerne rose branchen, som kæmper for at holde kvalitet og pris på et konkurrencedygtigt niveau.«

Bilka indgår i Dansk Supermarked-koncernen, der også omfatter Føtex-supermarkederne og hundredvis af Netto-lavprisbutikker i Danmark, Sverige, Tyskland og Polen. Alice Monberg forventer, at Bilka en del år frem i tiden holder fast i de trykte kataloger, som ofte er på over 100 sider.

»Vi omdeler katalogerne stort set landsdækkende, og det trykte medie er vigtigt for os. Vi er afhængige af volumen i vores virksomhed, og det kan de sociale medier ikke levere. Her kan man ramme nogle målgrupper mere præcist, men det er relativt små grupper, og man kan kun ramme dem med nogle få produkter og tilbud. Med katalogerne rammer vi mange flere danskere, og vi får præsenteret dem for mange flere tilbud end via de sociale medier.«

Samtidig opfordrer hun branchen til at arbejde for løsninger, der gør den samlede proces og time-to-market hurtigere:

»Vi har lang produktionstid fra trykaflevering, og indtil katalogerne er ude hos forbrugerne. Og i dag sker prisdannelsen realtime, så vi risikerer at reklamere med forældede priser,« påpeger marketingchefen.

Bilka har en bred vifte af leverandører: »Vi får trykt kataloger i både Danmark og flere andre lande. Det samme gælder produktion af skilte til varehusene og andre grafiske opgaver,« lyder det fra Alice Monberg.


Fakta: Sikker levering og gode priser

Fakta-kæden får trykt mange millioner tilbudsaviser og er tilfreds med udviklingen i den grafiske branche. Leverings- sikkerhed og skarpe priser er nøgleord, hvis de hjemlige virksomheder skal holde fast i opgaverne, siger marketingchef Heidi Kessler.

»Den grafiske branche har udviklet sig fint og tilpasset sig markedet.«

Heidi Kessler er øverste ansvarlige for grafiske indkøb til Fakta-kæden med godt 400 butikker. Lavpris-grenen af den store Coop-familie får blandt andet trykt 1,4 millioner tilbudsaviser på 24-28 sider – hver uge. Dertil kommer fx skilte og kampagnemateriale til butikkerne.

»På koncernniveau indgår vi storkundeaftaler med grafiske leverandører, og især aviserne er en kæmpeaftale. Det er ikke altid, at danske virksomheder kan følge med prismæssigt, men rent teknisk er danske trykkerier meget langt fremme og kan sagtens leve op til kravene.«

De trykte skilte i – og uden for – butikkerne fylder også en del i budgetterne, men en gang imellem står butikscheferne med skilte, hvor de påtrykte priser er blevet overhalet af udviklingen – fx den lokale konkurrence.

»Det kan indimellem være en udfordring, men der går nok lang tid, før der kommer digitale skærme i butikkerne, sådan som man fx ser nogle steder i London,« vurderer Heidi Kessler.

Med skærme er det muligt løbende at opdatere og ajourføre priser og slagtilbud, men det vil udgøre en kæmpe investering for Coop med næsten 1.200 butikker – ud over Fakta har den forbrugerejede detailkoncern også Kvickly- varehuse, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen og dertil den sjællandske Irma-kæde. Heidi Kessler, der har en markedsføringsfortid hos konkurrenten Netto, giver også den hjemlige branche et par råd med på vejen:

»Noget af det vigtigste for os er høj leveringssikkerhed og gode priser, der kan hamle op både med udlandet og med den digitale verden.«


Reklamebureau: Branchen skal holde fast i fornyelse

Den grafiske branche har et højt niveau og optimerer produktionen, men må ikke forfalde til at dvæle ved fortiden, siger direktøren Mona Juul fra Envision, et af landets største reklamebureauer.

»Den grafiske branche er rigtig dygtig herhjemme. Det gælder både selve produktionen og i de mere udviklende led, hvor der ofte bliver skabt fantastisk design.«

Mona Juul er tidligere formand gennem seks år i brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation. Som et af landets største bureauer har Envision egen afdeling med en snes grafikere og layoutere og dertil 50 ansatte i Vietnam. Her er lønniveauet lavere, og den grafiske branche skal også fastholde et skarpt fokus på udgifterne:

»De, der står for produktionen, har høj forståelse for, hvordan man optimerer. Dele af det grafiske arbejde kan være rutinepræget, fx med opsætning, og så er det vigtigt at automatisere processer og holde omkostningerne nede. Vi holder selv vores omkostninger nede ved blandt andet at outsource nogle opgaver,« forklarer Mona Juul.

Hun ser også store forskelle på, hvordan grafiske virksomheder har udviklet sig de foregående år:

»Generelt er der vel både eksempler, der bekræfter det lidt slidte image, mange forbinder med den grafiske branche, og det helt modsatte, altså virksomheder som har investeret og arbejdet innovativt.«

Envision-direktøren påpeger, at klassiske reklamemedier stadig kan have styrker:

»Reklameavisen er ikke død, selv om vi har talt om det i hele min tid i branchen. Parallelt med at mange tilbudsaviser bliver ringere i kvalitet, er der kommet nye kataloger til. Det svarer lidt til, at hvis man spiser mindre kød, så går man måske også over til at spise bedre kød.«

Branchen skal dog passe på ikke at dvæle ved fortidens produkter.

»Den grafiske branche skal fortsat forny sig og ikke holde fast i fortiden – ligesom DR ikke kun skal opfatte sig som ”radio” og TV 2 ikke kun som ”tv” i en tid med live-streaming og meget andet. Det er vigtigt ikke at idégenerere ud fra et produkt, man har liggende på hylderne og skal af med. I stedet skal man tage udgangspunkt i, hvor markedet bevæger sig hen, hvad kunderne har af ønsker, og hvordan man kan nå forbrugerne.«
Læs også
Det blev et ja ved afstemningen om Forligsmandens mæglingsforslag, og dermed er de nye overenskomster gældende. 
Det er en ny rolle, men én han går til med både ydmyghed og ambitioner. Adm. direktør i Jydsk Emblem Fabrik, René Milholt, er netop valgt ind i GRAKOM og GRAKOM Arbejdsgiveres bestyrelse. Her ser han frem til at give promotionbranchen en stemme i drøftelserne om kommunikationsindustriens vilkår og fremtid.