Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Hans Therp om GRAKOMs 150 års jubilæum:

Hans Therp om GRAKOMs 150 års jubilæum: Hans Therp, tidl. adm. direktør i Bording
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Onsdag 21. maj 2025
"Jeg er sikker på, at den grafiske branche stadig vil understøtte uddannelse, demokrati og kommerciel kommunikation."

Da censuren i slutningen af 1700-tallet begrænsede trykning af litterære værker, fandt F.E. Bording, der blev stiftet i 1792, en vej frem til at spille en rolle i at understøtte demokratiet. De begyndte at trykke skillingsviser, som var små tryksager med nyheder og underholdning. De blev solgt på gader og stræder for en skilling og er et tidligt eksempel på tryksagens betydning for demokrati og folkeoplysning.

Med grundlovens indførelse i 1849 blev ytringsfriheden sikret i Danmark, og udover litteratur begyndte Bording også at trykke kommercielle tryksager. Det trykte blev Bordings forretningsben indtil digitaliseringen, men både produkter og teknologier blev undervejs opfundet igen og igen.

”Vi har skiftet vores sortiment ud fem-ti gange pga. den teknologiske udvikling. Tænk, at vi i 1984 producerede rigtig meget karbonpapir, til nu hvor vi både rådgiver, eksekverer og leverer kommunikation på alle mulige tænkelige medietyper,” siger Hans Therp, der var adm. direktør i virksomheden fra 1984 til 2019.

Hans Therp har i dag overladt roret til sin søn, Bernt Therp, der for anden gang i virksomhedens historie bliver fjerde generation, der overtager ledelsen i Bording-koncernen.

Hos Bording ser man stadig positivt på fremtiden for kommunikationsindustrien:

”Jeg ser en fantastisk udvikling. Kunderne efterspørger hele tiden nye kommunikationsmuligheder, og vi fornyer hele tiden vores pallette. For nogle år siden var det aviser og tv, så blev det SoMe, og nu er det AI. Vi kommer til fortsat at se en udvikling af produkter, men uanset hvad er jeg sikker på, at den grafiske branche stadig vil kunne understøtte uddannelse, demokrati og kommerciel kommunikation.”

Artiklen blev første gang bragt i GRAKOMs jubilæumsmagasin 02/2025

Læs også
Tillykke til GRAKOM med 150 år med fremragende præstationer.
"I 1990’erne kom der mere fokus på miljø."