Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Grøn omstilling i fokus i GRAKOM strategi

Grøn omstilling i fokus i GRAKOM strategi Med en ny strategi skruer GRAKOM yderligere op for engagementet i den grønne omstilling.
Journalist Nils-Ole Heggland
Onsdag 09. februar 2022
Med en ny strategi skruer GRAKOM yderligere op for engagementet i den grønne omstilling. Samtidig signalerer en justering af organisationsnavnet, at GRAKOM i endnu højere grad omfatter både den klassiske grafiske branche og hele kommunikationsindustrien. Læs eller genlæs.

”Det mest afgørende er, at vi i GRAKOM går all in på den grønne omstilling. Vi omfavner den grønne omstilling, som rummer et stort potentiale for medlemsvirksomhederne. Der skal fortsat trykkes og kommunikeres meget, og her i Danmark kan virksomhederne tilbyde løsninger, som er mere miljø og klimavenlige end i vores nabo lande.”

Sådan fremhæver adm. direktør Thomas Torp, hvad han anser som et af de vigtigste elementer i Strategi ’21, som bestyrelsen gav sit endelige nik til i efteråret 21 efter et omfattende forarbejde.

Strategien er nedfældet på 23 sider og omfatter tre strategi- eller effektmål og i alt 23 delmål eller strategipunkter. Det hele tager afsæt i fem overordnede tendenser eller megatrends, som vil påvirke GRAKOMs virksomheder de kommende år.

”Vi har kortlagt nogle megatrends med væsentlig betydning for branchen. Det gælder især den grønne omstilling, miljø og klima, som både står højt på samfundsordenen og er vigtig for mange forbrugere. På den ene side skærper det kravene til os som branche om fx at levere bæredygtige produkter og hele tiden gøre vores løsninger og produktion mere miljø- og klimavenlige. På den anden side skaber det også nogle muligheder, fordi hele kommunikationsindustrien herhjemme er meget langt fremme, hvad angår bæredygtighed og klimatilpasning,” pointerer Thomas Torp.

Tre andre megatrends er den fortsatte digitalisering, en hastig teknologisk udvikling og den øgede globalisering.

"Her skal GRAKOM hjælpe virksomhederne til at være klar og godt rustede til at håndtere markedsforandringer og skærpede krav. Vi skal samtidig holde fast i nogle af de klassiske opgaver for arbejdsgiver- og erhvervsorganisationer om at arbejde for bedre rammevilkår, holde omkostninger nede og fjerne byrder for virksomhederne.”

Mens de fire beskrevne megatrends mest handler om trusler, risici og skærpede markedsvilkår – og bliver drøftet meget – så har strategiarbejdet også sat fokus på en femte megatrend, der langt overvejende er positiv for hele kommunikationsindustrien.

"Vi skal ikke glemme, at hele verden er præget af stigende velstand, som fører til højere forbrug, som igen fører til øget behov for markedsføring og kommunikation – altså flere opgaver for GRAKOMs virksomheder. Så selvom dele af kommunikationsindustrien kan være presset af fx digitalisner eller udflytning af opgaver til lavtlønslande, så vurderer vi i strategien, at industrien samlet set har udsigt til fremgang, siger Thomas Torp.

Nyt navn
I 2015 blev Grafisk Arbejdsgiverforening omdannet til GRAKOM, der fik undertitlen eller binavnet Grafisk Kommunikation & Medier. Det er med den ny strategi ændret til GRAKOM Kommunikationsindustrien.

”Det er et naturligt videre skridt. I 2015 skabte vi en bredere platform, og vi har efterhånden fået etableret otte branchefællesskaber, fx Creative Club for bureauer og senest EmballageForum, der samler alle typer af viirksomheder med emballageaktiviteter. I dag omfatter GRAKOM langt mere end klassiske grafiske virksomheder, og Kommunikationsindustrien er den betegnelse, som bedst dækker over alle vores aktiviteter og tilknyttede virksomheder, ” forklarer Thomas Torp.

Den nye strategi omfatter desuden, at der skal skrues op for aktiviteterne i de foreløbig otte brancheforeninger eller fællesskaber.

”Vi har skabt et solidt fundament, og det vil vi gerne udbygge med endnu flere arrangementer og tilbud til gavn for såvel de allerede tilknyttede virksomheder som nye virksomheder, vi gerne vil trække til, så GRAKOM og brancheforeningerne bliver endnu stærkere, ” fastslår Thomas Torp.

Udskudt af corona
Den nye strategi skulle oprindeligt have været færdig i 2020, men det satte coronaen en stopper for.

”Strategidrøftelser er mest velegnede til fysiske møder og kan ikke håndteres over Teams. Desuden var pandemien med nedlukninger og restriktioner en stor og økonomisk truende krise for mange medlemsvirksomheder så det var helt naturligt at sætte alle kræfter ind her og udskyde fx en strategi, som alligevel ikke har samme relevans under en akut krise, ” forklarer Thomas Torp.

Analyse, arbejde og drøftelser er sket i bestyrelsen samt i GRAKOMs ledergruppe og sekretariat.

”Vi har ikke trukket på eksterne konsulenter, vi har vurderet, at vi havde de fornødne kompetencer internt. Vi har undervejs lagt vægt på at inddrage store dele af organsationen, så vi har holdt en række møder med kredse og branchefællesskaber under GRAKOM-paraplyen. Det har give en del input, og strategien er blevet justeret under forløbet,” siger Thomas Torp.

Der er ikke sat nogen udløbsdato på strategien, men planen er, at der for et år ad gangen bliver opstillet mere konkrete delmål for indsatsen.

En af de kommende opgaver bliver at styrke økonomien i GRAKOM.

”Gennem nogle år har vi med åbne øjne tæret på formuen for at iværksætte tiltag, der gjorde GRAKOM til en bredere funderet organisation. Det er også lykkedes, vi har over 500 medlemsvirksomheder  og de traditionelle grafiske virksomheder som trykkerier udgør i dag kun omkring halvdelen af GRAKOMs medlemmer. Nu skal vi have styrket fundamentet under det hele og have skabt en større og mere solid forening med flere medlemmer.”

Artiklen blev første gang bragt i GRAKOMs magasin i december 2021.

Om strategien:

GRAKOMs tre strategimål
GRAKOM skal arbejde for, at Danmark får verdens grønneste kommunikationsindustri

GRAKOM skal sikre en stærk konkurrenceevne for kommunikationsindustrien

GRAKOM skal hjælpe virksomhederne med at være klar til fremtidens kommunikationsmarked

5 megatrends i kommunikationsindustrien
Fortsat øget digitalisering med færre fysiske trykopgaver og flere digitale løsninger
Teknologisk udvikling for udstyr giver større virksomheder muligheder for stordriftsfordele, mens mindre og mellemstore virksomheder udfordres af behovet for kapital til investering
Fortsat globalisering af kommunikationsopgaver – kan både være en trussel og en mulighed for virksomhederne
Klima og miljø står højt på forbrugernes dagsorden og skærper kravene til branchen om bæredygtige løsninger og produkter
Stigende global velstand udløser øget forbrug – og øget behov for markedsføring og kommunikation, herunder emballage

8 brancheforeninger under GRAKOM
Creative Club – bureauer, der arbejder med branding, markedsføring og kommunikation
Danish Promotion Association – reklameartikler, profiltøj m.v.
Dansk Flexo Forum – flexotrykkerier, leverandører m.v.
Dansk Fotografisk Forening – fotografer og fotografvirksomheder
Danske Lysreklame Producenter
EmballageForum
FESPA Danmark – skilte, storformatprint m.v.*
Salgs- og Reklameforeningen

Læs også
Hele 83 pct. i Bureaubiz' bureaulederundersøgelse anser AI som det vigtigste forretningsområde i de næste seks måneder. Bureaubranchen er nået til fase 3, siger Henrik Jensen, der har forskningen i ryggen.
EU’s Ministerråd har netop vedtaget PPWR-forordningen, som stiller ambitiøse krav om minimumsmål for, hvor meget emballage, der skal være af genanvendeligt materiale, og hvor meget der skal kunne genbruges. Der er også krav til at minimere og undgå unødvendigt emballage.