Greenwashing: Mercedes Benz skal betale 1 mio. kroner i bøde
I 2021 anmeldte Greenpeacee Mercedes-Benz Danmark til Forbrugerombudsmanden for greenwashing (vildledende markedsføring). Også de medier, hvor bilvirksomheden havde markedsført sig og bureauerne, der havde hjulpet med markedsføringen blev anmeldt af Greenpeace.
To år efter anmeldte Forbrugerombudsmanden så virksomheden til politiet, men så ikke grundlag for at politianmelde medier og bureauer.
Nu har sagen udmøntet sig i en bøde på 1 mio. kr. til Mercedes-Benz Danmark for at have brugt udtrykkene: ”certificeret miljøvenlig”, ”den grønne revolution” og ”Mercedes-Benz begynder CO2-neutral produktion.”
Efter Forbrugermandens opfattelse kunne forbrugerne ud fra det første udtryk tro, at bilerne havde bestået en kvalitetstest eller opnået en miljøcertificering, og dermed at Mercedes-Benz Danmarks biler er mindre miljøbelastende end de reelt er.
Mercedes-Benz Danmark har tidligere oplyst til Forbrugerombudsmanden at udtrykket ’certificeret’ skyldes en oversættelsesfejl.
Bødefastsættelsen har taget højde for, at Mercedes-Benz har foretaget forskellige tiltag for at mindske bilernes miljøbelastning samt at virksomheden har samarbejdet med Forbrugerombudsmanden, skriver sidstnævnte i en pressemeddelelse.
Bøde på 850.000 til energifirma
Energi+ (tidl. Grow Energy) har også fået en bøde. Den lyder på 850.000 kr. og er for vildledende markedsføring og ulovligt telefon salg ad flere omgange. Samtidig får selskabets direktør en bøde på 200.000 kr.
Det var Forbrugerombudsmanden, der havde politianmeldt sagen, som nu er blevet afgjort i retten i Roskilde.
Energi+ er blevet dømt for at have kontaktet 83 forbrugere telefonisk uden gyldigt samtykke samt ved at have vildledt 73 af forbrugerne ved bl.a. at give urigtige oplysninger.
Direktøren erkendte, at man havde overtrådt både forbrugeraftaleloven og markedsføringsloven.
Større bøder fra 2022
For Mercedes-Benz er bøden fastsat ud fra de kriterier for fastsættelse af bøder, der gjaldt frem til udgangen af 2021, samt den ny og skærpede bødemodel, som trådte i kraft i forbindelse med ændring af markedsføringsloven den 1. januar 2022.