GRAKOM-undersøgelse: Fortsat fremgang i den grafiske branche
Virksomhedsledere i den grafiske branche er positive overfor den nærmeste fremtid. Både i forhold til ordretilgang, bruttofortjeneste og lønninger er der flere, der forventer fremgang end tilbagegang, mens der er en mindre overvægt af virksomhedsledere, der forventer et fald i antallet af medarbejdere. Det viser en ny undersøgelse, som GRAKOM har gennemført blandt 84 virksomhedsledere i den grafiske branche.
Selvom der er flere, der forventer en positiv udvikling, er stemningen dog dykket noget i forhold til hvordan det er gået de seneste seks måneder, som det fremgår af nedenstående figur. Det er som nævnt især forventningerne til antallet af medarbejdere, der dykker. Også forventningerne til ordretilgang falder, men er altså stadig positiv med 11 procentpoint flere, der har høje eller meget høje forventninger, end de der har lave eller meget lave forventninger.
Ordretilgang: Stort set fremgang over hele linjen
Ser man specifikt på ordretilgangen, er det i de største virksomheder, at flest ledere forventer en stigning. Men også hos lederne i de øvrige virksomhedsstørrelser er der positive forventninger. På nær virksomheder med 10-19 ansatte, hvor man forventer et fald i ordretilgangen i den kommende tid.
Også positive forventninger inden for de fleste segmenter
Ser man på, hvilke segmenter den øgede ordretilgang kommer fra, er der positive forventninger til alle segmenter på nær reklame- og gaveartikler samt fødevarekontaktmaterialer, som forventes at falde, mens broker og emballage/POS forventes at stagnere.
Jo større virksomhed jo færre medarbejdere
Som nævnt er der flere, der forventer, at antallet af medarbejdere falder, en der forventer flere medarbejdere.
Kigger vi nærmere på, hvordan udviklingen af medarbejdere ser ud i forhold til virksomhedsstørrelse, skiller ledere i virksomheder med 50-99 medarbejdere sig ud. Der er nemlig ingen forventning om status quo. 66 pct. forventer at medarbejderantallet stiger, og 33 pct. at det falder. Ellers gælder det, at jo større virksomhed, jo større er forventningen til, at man bliver færre medarbejdere.
Hvordan vurderer du udviklingen vil blive for din virksomhed de kommende seks måneder (februar 2026 til juli 2026)? - Antal medarbejdere
Fleste produktområder forventes at stige
GRAKOMs undersøgelse viser også, hvordan ledere i grafiske virksomheder ser på udviklingen inden for de enkelte produktområder. De fleste områder forventes at stige. Web to print, storformat og webløsninger mest, mens der forventes et fald inden for distribution, kommercielt tryk og magasiner, idet gennemsnittet ligger på 3 og alle tre sidstnævnte produktområder ligger under 3.
De følgende uger vil der komme flere artikler fra undersøgelsen vedr. elementer, der begrænser væksten, ESG-problemstillinger samt planer om køb, salg og fusion.
Fakta
Direktøranalysen er gennemført af GRAKOM i februar 2026. Den er udsendt til 370 medlemmer og 270 ikke-medlemmer inden for segmenterne: Grafisk branche, emballage, sign & tekstil promotion og færdiggørelse. 84 har responderet på undersøgelsen, svarende til 14,6 pct., heraf 10 ikke-medlemmer og 74 medlemmer.