Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

GRAKOM peger på behov for klarere regler og enklere processer i producentansvaret

GRAKOM peger på behov for klarere regler og enklere processer i producentansvaret
Mark Williams
chef for ESG & bæredygtig udvikling  Mark Williams
Fredag 06. februar 2026
Efter dialog med flere medlemsvirksomheder har GRAKOM samlet input til det videre arbejde i Miljøministeriets Virksomhedsforum, som GRAKOM er en del af.

Arbejdet med at justere reglerne for producentansvar for emballage er i gang i Miljøministeriets Virksomhedsforum, hvor GRAKOM deltager. Formålet er at forenkle ordningen, samtidig med, at de miljømæssige mål fastholdes.

Som led i arbejdet har GRAKOM haft en dialog med en række medlemsvirksomheder, der arbejder direkte med emballage og producentansvar. Dialogen viste, at flere medlemsvirksomheder oplever usikkerhed om, hvor ansvaret skal placeres i praksis, særligt i komplekse værdikæder og i grænseflader mellem generisk og ikke-generisk emballage.

På den baggrund peger GRAKOM på behov for mere entydige definitioner og en mere ensartet kommunikation mellem myndigheder, kollektive ordninger og Dansk Producent Ansvar.

I dialogen med medlemsvirksomhederne blev der  drøftet muligheden for større aftalefrihed om placering af producentansvaret. Selvom en sådan model kan give øget fleksibilitet i værdikæden, pegede flere medlemmer på en reel risiko for konkurrenceforvridning, hvis ansvarsplaceringen bliver et forhandlingselement i pris og kontrakter. GRAKOM vurderer derfor, at spørgsmålet kræver en grundig afklaring og tydelige rammer, før en eventuel aftalefrihed kan indføres

GRAKOM støtter desuden, at harmonisering med andre EU-lande samt brug af bagatelgrænser kan bidrage til at reducere administrative byrder, der ikke står mål med miljøeffekten.

Behov for gennemsigtighed i kollektive ordninger

Flere medlemsvirksomheder oplever, at valget af kollektiv ordning har betydning for deres omkostninger. Derfor er det vigtigt, at vilkår og prisstrukturer er let tilgængelige ved indmeldingen. Der blev også peget på behovet for større gennemsigtighed og forudsigelighed i de kollektive ordninger, så der bliver mere reel konkurrence.

Enklere indberetning af data

Indberetningen af data til Dansk Producentansvar er også et område, hvor mange virksomheder møder udfordringer. Flere har ikke adgang til alle de oplysninger, de skal indberettes, fx om emballagens videre forløb i værdikæden, eksport eller fordeling mellem husholdnings- og erhvervsaffald.

Derfor støtter GRAKOM op om standardiserede fordelingsmetoder, mulighed for dokumenterede skøn og et indberetningssystem, hvor fejl kan rettes uden unødig administrativ belastning.

Nationale krav bør koordineres med kommende EU-regler

GRAKOMs medlemmer peger desuden på, at miljøgradueringen bør koordineres med den kommende EU-forordning om emballage (PPWR). Både medlemmer og kunder står over for større investeringer, og hvis nationale krav ændres, når EU-reglerne træder i kraft, kan det skabe nye udfordringer. Det vil klart være en fordel, at miljøgradueringen implementeres samlet, når EU-kravene ligger endeligt fast.

Den videre proces

Input fra medlemmerne indgår nu i GRAKOMs videre arbejde i Virksomhedsforum, som skal end ud i et sæt anbefalinger til Miljøministeriet. GRAKOM arbejder kontinuerligt for at sikre, at den grafiske branches erfaringer og perspektiver inddrages i arbejdet med et producentansvar, der både er miljømæssigt ambitiøst og praktisk håndtérbart.

Medlemsvirksomheder med input eller erfaringer kan kontakte GRAKOMs miljø- og klimarådgiver Kamilla From-Nielsen.

Læs også
GRAKOM deltager i Miljøministeriets virksomhedsforum, som skal pege på unødige administrative krav og mulige forenklinger i producentansvaret – samtidig med at de miljømæssige mål fastholdes.
Kom videre med AI
05/02/2026
De fleste danske virksomheder er stadig kun i fase 1 med AI. Det er ikke i sig selv et problem – men det bliver det, hvis de ikke snart rykker videre, advarer professor Jan Damsgaard fra CBS.