Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

GRAKOM: Patientsikkerheden er i fare, hvis EU fjerner trykte indlægssedler i medicinpakkerne

GRAKOM: Patientsikkerheden er i fare, hvis EU fjerner trykte indlægssedler i medicinpakkerne
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Tirsdag 28. januar 2025
Mangel på internetadgang og digitale færdigheder kan efterlade millioner uden adgang til vigtig medicininformation, advarer GRAKOM i EU-debatten om digitale indlægssedler vs. trykte.

Lige nu drøfter Ministerrådet, hvordan medicinsk information fremover skal blive gjort tilgængelig for patienter. Det sker på baggrund af et forslag fra Kommissionen, som vil give medlemsstaterne mulighed for at fjerne trykte indlægssedler fra de emballerede lægemidler. Det ser ud til, at man i Rådet ikke er imod indførelsen af digitale indlægssedler, men umiddelbart ser det det dog ikke ud til, at tanken er at gøre det obligatorisk.

Alligevel vækker drøftelserne bekymring i GRAKOM.

”I GRAKOM er vi dybt bekymrede for risikoen for, at det oprindelige forslag fra Kommissionen, som ville gå langt i forhold til at fremme digitale indlægssedler fremfor trykte, opnår opbakning i Rådet. Et forslag, der kan få en ubehagelig følge for patienters sikkerhed og for tab af den ekspertise, som der i dag er opbygget i vores danske trykkerier,” siger GRAKOMs adm. direktør, Carina Christensen.

Hun fortsætter:

”Vi vurderer, at det vil kunne få store negative virkninger udelukkende at forlade sig på elektroniske foldere - især for den gruppe af danskere og store gruppe af europæere, der mangler internetadgang, smartphones eller digitale færdigheder. Et sådant skift kan efterlade millioner af sårbare personer uden garanteret adgang til vigtige medicinske oplysninger, hvilket øger risikoen for forkert dosering af medicin.”

Usikkerhed om trykte indlægssedler skal være en Print On Demand-løsning

Det polske formandskab sigter angiveligt mod at vedtage Rådets holdning til Kommissionens forslag om digitale indlægssedler på rådsmødet i juni, inden de overdrager formandskabet til Danmark

Og selvom det ser ud til, at det ikke på kort sigt er tanken at gøre digitale indlægssedler obligatorisk, er der stor usikkerhed omkring en mulighed for at gøre trykte indlægssedler til en Print On Demand-løsning.

”Der er ingen klarhed om, hvordan en eventuel Print On Demand i givet fald vil skulle implementeres og/eller hvem der skal bære omkostningerne. GRAKOM støtter koalitionen MLPS (Medical Leaflets = Patient Safety), der repræsenterer producenter af medicinske indlægssedler og går ind for inkluderende og praktiske løsninger for at sikre, at patienter har fortsat adgang til kritisk medicinsk information. En nylig MLPS-undersøgelse indikerer, at Print On Demand kan være to til tre gange dyrere end det nuværende system, hvilket også giver udfordringer for farmaceuter i forhold til logistisk og arbejdsbyrde,” lyder det fra Carina Christensen.

Hun fortsætter:

”Vi savner fuld klarhed over, hvordan det på nationalt plan eventuelt skal gennemføres i praksis, at patienterne har ret til et print af en digital udgave af den medicinske indlægsseddel, som skal præsentere et alternativ til den trykte papirversion. Vi savner en reel analyse af, hvilke tekniske og økonomiske konsekvenser et sådant forslag vil have for både virksomheder, arbejdspladser og ikke mindst patientsikkerhed. Bl.a. foregår produktion og trykning af farmaceutiske foldere jo i dag i en industriel proces, der er underlagt strenge og detaljerede driftsprocedurer med henblik på at efterleve meget strenge sikkerhedskrav til bl.a. indlægssedlen. Det er efter vores bedste viden ikke dokumenteret at kunne erstattes af et Print On Demand-system, hvor forbrugeren selv printer egen indlægsseddel, ” siger Carina Christensen.

GRAKOM støtter en kombination af trykte og digitale indlægssedler

GRAKOM er stærkt imod en løsning, som udelukkende er digital, men støtter en komplementær tilgang, hvor både papir- og digitale medicinske indlægssedler er tilgængelige.

”Kommissionen har ikke foretaget en konsekvensanalyse af fjernelse af medicinske indlægssedler i papirform, og forbrugerne er heller ikke blevet hørt om denne bestemmelse. Undersøgelsen fra MLPS viser, at 79 pct. af forbrugerne foretrækker papirindlægssedler i medicinpakninger, og de værdsætter deres pålidelighed og tilgængelighed, især i nødstilfælde,” siger Carina Christensen.

I en fælles udtalelse har repræsentanter fra sundhedssektoren, herunder læger, sygeplejersker, farmaceuter, hospitaler og forbrugerorganisationer opfordret lovgiverne til at beholde papirindlægssedler, mens elektroniske indlægssedler bruges som et komplementært værktøj.

”I GRAKOM mener vi sammen med MLPS, at papirindlægssedler er den eneste fejlsikre mulighed for at sikre, at alle patienter kan få adgang til kritisk medicininformation. Vi opfordrer derfor kraftigt lovgiverne til at vedtage en komplementær tilgang, der garanterer, at både papir- og digitale indlægssedler er tilgængelige for alle patienter”, siger Carina Christensen.

GRAKOM følger fortsat sagen tæt og arbejder på at bearbejde den danske position, så Danmark støtter en komplementær tilgang.

 

 

 

 

 

 

Læs også
EU’s konkurrenceevne skal styrkes, og bureaukratiet skal nedbringes. Det var budskabet fra Ursula von der Leyen, da hun tirsdag præsenterede EU’s nye konkurrencekompas – en ambitiøs strategi baseret på Draghi-rapportens anbefalinger. Kommissionen vil reducere rapporteringskravene, sænke energiomkostningerne og gøre investeringer i grøn industri mere attraktive. GRAKOM hilser initiativet velkommen og ser frem til at dykke ned i detaljerne.
Der var stort fremmøde til OK2025-åbningsmødet med GRAKOM, HK Privat, 3F og Dansk Erhverv (DMA), som blev afholdt onsdag. Udover den grafiske overenskomst omfatter åbningsmødet også funktionæroverenskomsten samt digitalprint- og serigraf-overenskomsten, som GRAKOM har med HK. Læs her hele GRAKOMs formand, Jesper Jungersens, åbningstale.