Grakom og HK har indgået aftale om fornyelse af overenskomst på funktionærområdet

HK/Privats formand, Simon Tøgern, og Grakoms Arbejdsgivers chefforhandler, Christian Jensen, underskriver aftalen
Grakom Arbejdsgivere og HK/Privat har 10. marts 2017 indgået en aftale om en fornyelse af funktionæroverenskomsten for en tre-årig periode frem til 2020.
Aftalen svarer i al væsentlighed til aftalen om fornyelsen af industriens funktionæroverenskomst af 12. februar 2017. Grakom Arbejdsgivere og HK/Privat har dog indgået aftaler, der afviger fra fornyelsen af industriens funktionæroverenskomst.
Aftalerne skal godkendes af parternes kompetente forsamlinger, herunder DA, og indgår i det mæglingsforslag, som forligsmanden forventes at fremsætte på det private arbejdsmarked.
Overenskomstreguleringerne afventer således, at overenskomstfornyelsen er endelig.
- Efter aftalen forhøjes fritvalgslønkontoen med 2 pct. over de tre år. Forhøjelserne udgør 0,7 pct. pr. 1. marts 2017, 0,7 pct. pr. 1.marts 2018 og 0,6 pct. per 1. marts 2019.
- Det er aftalt, at bidraget til fritvalgslønkontoen kan indfases over en fire-årig periode for nyoptagne medlemmer af Grakom Arbejdsgivere.
- Der indføres fratrædelsesgodtgørelse til ikke-funktionærer, som opsiges af virksomheden. Fratrædelsesgodtgørelsen udgør efter tre års ansættelse 2.500 kr., efter seks års ansættelse 5.000 kr. og efter otte års ansættelse 7.500 kr.
- Antalskravet for medarbejdernes valg af anden tillidsrepræsentant nedsættes fra mindst 25 medarbejdere til mindst 20 medarbejdere.
- Opsigelsesvarslet for ophørte tillidsrepræsentanter forlænges med seks uger, hvis den tidligere tillidsrepræsentant opsiges af virksomheden inden for et år efter ophøret af hvervet som tillidsrepræsentant.
- Reglerne om barns første sygedage ændres, så der er ret til pasning af barnet med løn på første hele sygedag. Det vil sige, at hvis barnet bliver sygt i løbet af medarbejderens arbejdsdag, og medarbejderen derfor forlader arbejdet, er der ret til frihed med løn de resterende timer den pågældende dag og den efterfølgende dag, hvis medarbejderen har seks måneders anciennitet.
- Lønsatserne for elever forhøjes med 1,7 pct. pr. 1. marts 2017, 1,7 pct. pr. 1. marts 2018 og 1,7 pct. pr. 1. marts 2019.
- I overenskomstperioden nedsættes der et udvalg, der drøfter mulighederne for indførelse af pension til elever.
- Det er aftalt, at overenskomstens kompetenceudviklingsfond tilføres 500.000 kr.
Beløbet overføres fra parternes uddannelsesfond.
- Det nuværende loft for løn under forældreorlov ophæves, idet der fra 1. juli 2017 ydes fuld løn i den relevante periode.
- Der er skabt klarhed over forsikringsbetingelserne ved virksomhedens skift af pensionsleverandør.
Du kan holde dig orienteret om dette på Grakoms hjemmeside, nyhedsbrev og sociale medier.
Læs hele aftaleteksten mellem Grakom Arbejdsgivere og HK/Privat
