GRAKOM ønsker flerårig kompensationsordning for moms i forbindelse med ny postlov
Sammen med Danske Medier, Landdistrikternes Fællesråd, FH, Danske Handicaporganisationer, Danske Patienter og Civilsamfundets Brancheorganisation er GRAKOM medunderskriver på et brev, som i dag sendes til Folketingets postordførere.
I brevet gør organisationerne igen opmærksom på problematikken, som GRAKOM tidligere har fremhævet i sit høringssvar, om at der med ophævelsen af PostNords befordringspligt, bliver lagt moms på distribution af medlemsblade.
”Det er et stort problem for de foreninger, der ikke er momsregistrerede, at man allerede fra den 1. januar lægger moms på distribution af deres medlemsblade. Vi har derfor allerede tidligere – blandt andet i vores høringssvar - plæderet for, at der blev mulighed for at få refunderet momsen efter ansøgning,” siger GRAKOMs direktør Carina Christensen, og hun tilføjer:
”Lovarbejdet er i fuld gang, og vi nærmer os med meget hastige skridt d. 1. januar 2024, hvor den nye postlov skal træde i kraft. Desværre har man politisk stadig ikke forholdt sig konkret til, om og hvordan man vil afbøde konsekvenserne af det kommende bortfald af momsfritagelse. Derfor sender vi nu sammen med de øvrige organisationer en klar opfordring til aftalepartierne bag postloven, dvs. regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre, Alternativet og Nye Borgerlige, om som minimum at hjælpe foreningerne i en overgangsperiode, så de ikke allerede fra nytår står overfor en væsentlig merudgift. Det kunne fx være en kompensationsordning, der nedtrappes gradvist over en flerårig periode efter implementeringen af den nye postlov, så foreningerne får mulighed for at tilpasse sig den nye lov, som altså endnu ikke er trådt i kraft.”
Adm. direktør i GRAKOM, Carina Christensen
Lovforslaget er lige nu til udvalgsbehandling. Det skal efter planen 2. behandles af Folketinget den 28. november og 3. behandles den 30. november. Loven forventes at træde i kraft den 1. januar 2024.