Grakom foreslår forbud mod hormonforstyrrende stoffer

Grakoms henvendelse til Fødevarestyrelsen angående hormonforstyrrende stoffer i emballage:
29. august 2016
Kære Lars Hindkjær,
I forbindelse med de sidste års mere og mere intense debatter om hormonforstyrrende stoffer har Grakom, som repræsentant for bl.a. emballageproducenter, medvirket til både at belyse omfang og muligheder for, at disse undgås i emballage til brug for fødevarer. Vores medlemmer lider stærkt under den manglende afklaring, der tilsyneladende bliver ved med at herske på dette område og måske særligt det forhold, at kunder og forbruger faktisk er i tvivl om den kendsgerning, at der ikke af vores medlemmer anvendes emballagesubstrater, hvor hormonforstyrrende stoffer er tilsat.
Dette er en uholdbar situation for et dansk erhverv, der rent faktisk burde blive konkurrencemæssigt belønnet af markedet for at tilbyde fødevareemballager, hvor hormonforstyrrende stoffer ikke er tilsat. Grakom støtter derfor initiativer, der hurtigst muligt kan medvirke til, at der ikke optræder fødevareemballager i handlen på det danske marked, hvor der er tilsat hormonforstyrrende stoffer, og hvor forbrugerne tydeligt er informeret om fravær af disse stoffer i fødevareemballagen.
Grakom foreslår derfor, at der indføres et ”Forbud mod tilsætning af hormonforstyrrende stoffer i fødevareemballager, og der igangsættes et udredningsarbejde med henblik på at formidle denne vigtige information til forbrugeren. Dette kunne gøres gennem en enkel form for mærkning af emballagen, i en kriteriemodel der løbende kunne revideres og således integrere ny viden om andre sundsskadelige stoffer.
Venlig hilsen,
Carsten Bøg
Afdelingschef
Hormonforstyrrende stoffer i fødevarekontaktmaterialer
6. september 2016
Kære Carsten Bøg
Miljøstyrelsen har videresendt din mail af 23. august 2016 til direktør i Miljøstyrelsen Lars Hindkjær til Fødevarestyrelsen.
Først og fremmest vil vi gerne anerkende det store arbejde jeres medlemmer gør, for at efterspørge råvarer og fremstille fødevarekontaktmaterialer, som ikke er tilsat hormonforstyrrende stoffer, som fx fluorerede forbindelser. Vi har i flere år haft et fint samarbejde med jer som brancheorganisation og med jeres medlemsvirksomheder, og vi ved, at der gøres et stort arbejde for at efterkomme fx vejledningen om ikke at anvende fluorerede stoffer i fødevarekontaktmateriale af pap og papir.
Miljø- og fødevareministeriet har netop igangsat en række forsknings- og udviklingsprojekter, hvoraf flere handler om hormonforstyrrende stoffer. Formålet med et af forskningsprojekterne er dels at videreudvikle metoden til analyse af total organisk fluor og dels at revurdere den vejledende grænseværdi, der blev fastsat sidste efterår. Den vejledende grænseværdi har netop til formål at hjælpe virksomheder med at efterspørge og vise, at der ikke er tilsat fluorerede stoffer i det anvendte papir til fødevarekontakt.
Danmark er et af de lande, der er længst fremme med forskning i hormonforstyrrende stoffer, og også et af de lande der presser på for en skrap regulering på EU niveau, for kemiske stoffer med hormonforstyrrende egenskaber. Dette vil også være tilgangen i forhold til kemiske stoffer, der anvendes i fødevarekontaktmaterialer.
I forhold til mærkning af emballage, findes der ikke et officielt mærke, der angiver, om der er anvendt hormonforstyrrende stoffer eller ej. Hvis de generelle anprisningsregler følges (for FKM drejer det sig om art 3 i rammeforordningen 1935/2004), er det muligt for virksomheder at gøre opmærksom på evt. fravær af forskellige kemiske stoffer eller stofgrupper. Det er vigtigt, at dette kan understøttes af virksomhedens dokumentation.
Jeg ser frem til et fortsat godt samarbejde med jer og jeres medlemmer.
Med venlig hilsen
Henrik Dammand Nielsen
Kontorchef
