Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Grakom tilbage på årets Folkemøde

Kasper Jessing
Kommunikationschef Kasper Jessing
Onsdag 09. maj 2018
I år lægger Grakom hus til fire debatter om alt fra skovbrug, der skal bekæmpe klimaforandringer, til digitalisering og medieforlig. Debatterne livestreames på Grakoms Facebookside.

Der bliver pres på Grakoms gårdhave i Allinge, når brancheforeningen igen i år tager til Folkemødet for at indgå i nye og pleje gamle netværk og sætte vigtige spørgsmål for foreningens berøringsflader til debat.

Sidste år blev det til en enkelt debat under Bornholms bagende junisol om miljømærker (debatten kan ses her). I år firdobles debataktiviteten i gårdhaven på Havnegade 11. To debatter afvikles i samarbejde med Aller Media, mens Grakom selv er vært for en enkelt debat.

Den sidste debat arrangeres af Miljømærkning Danmark, bl.a. med fokus på det kommunale indkøb af miljømærkede produkter, herunder tryksager. Grakom deltager med et indlæg i denne debat.

”Den grafiske branche har været en af de første til at implementere miljømærker, som Svanemærket, bredt. Jeg glæder mig til at dele vores erfaringer – gode som mindre gode – med de kommunale aktører”, siger Carsten Bøg, miljøchef i Grakom.

Markante meningsdannere i panelerne

Grakoms egen debat, Brug mere træ. Klimaet vil takke dig, vil behandle skovenes oversete potentiale i relation til klimaforandringerne. For træet kan være en vigtig nøgle til at begrænse CO2-udledningens påvirkning af klimaet, hvis vi forbruger – og producerer – flere træbaserede produkter. Det skal bl.a. de Radikales klimaordfører, og tidl. miljøminister, Ida Auken, diskutere med FSC Danmark, Grakom, Skovforeningen og Verdens Skove.

Aller Media og Grakom afholder sammen to debatter. Dels om digitaliseringen og dens betydning for mediebilledet. I denne debat deltager bl.a. Per Mikael Jensen, som trækker på en bred erfaring fra både avis-, tv- og digitaludgiverfronten - aktuelt Altinget.dk, hvor han er administrerende direktør. Mød også Dagbladet Informations adm. direktør Stine Carsten Kendal, der aktuelt har trukket stikket på avisens aktiviteter på Facebook.

Endelig skal de igangværende medieaftaleforhandlinger granskes sammen med medieordførerne Naser Khader (K), Morten Marinus (DF), adm. direktør Jakob Moll (Zetland), adm. direktør Thomas Torp (Grakom), adm. direktør Lars Matjeka (Aller) og medieforsker Frands Mortensen.

Debatterne modereres af bl.a. David Trads og Anette Kokholm.

Hvis du ikke selv kommer forbi gårdhaven i Allinge, kan du se og kommentere debatterne på Facebook – både live og efterfølgende.

Debatterne produceres i samarbejde med Aller Media.

 

Læs også
Det blev et ja ved afstemningen om Forligsmandens mæglingsforslag, og dermed er de nye overenskomster gældende. 
Det er en ny rolle, men én han går til med både ydmyghed og ambitioner. Adm. direktør i Jydsk Emblem Fabrik, René Milholt, er netop valgt ind i GRAKOM og GRAKOM Arbejdsgiveres bestyrelse. Her ser han frem til at give promotionbranchen en stemme i drøftelserne om kommunikationsindustriens vilkår og fremtid.