Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

"GRAKOM er gode til at præge den politiske dagsorden”

"GRAKOM er gode til at præge den politiske dagsorden” Hanne Østergaard fra full servicebureauet Envision er nyt bestyrelsesmedlem i GRAKOM. Hun ser en stor fordel i at kunne være med til at præge den politiske dagsorden.
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Torsdag 05. januar 2023

Hanne Østergaard fra full servicebureauet Envision er nyt bestyrelsesmedlem i GRAKOM. Hun ser en stor fordel i at kunne være med til at præge den politiske dagsorden, og så mener hun, at det er vigtigt at være en del af en erhvervsorganisation, som kan samle kommunikation på tværs af disciplinerne.

”I EU må man nu ikke længere importere tryksager fra ulovlig skovhugst. Det er bl.a. et af de områder, jeg har lagt mærke til, at GRAKOM har haft indflydelse på. Jeg synes i det hele taget, at man hos GRAKOM er meget dygtige til politisk indflydelse og efterhånden har fået en stemme inden for hele kommunikationsindustrien, og det arbejde vil jeg gerne deltage i.”

Sådan siger Hanne Østergaard, der i 13 år har været Chief Production Officer hos det aarhusianske reklamebureau Envision, og som netop er indtrådt i GRAKOMs bestyrelse.

”Der foregår så meget, som vi er nødt til at forholde os til, både i Danmark og i verden. Det kan både være papirsituationen som nævnt, og det kan være klimaaftryk og digitalisering. Det er relevant at være med på alle fronter i vores branche,” siger Hanne Østergaard.

Hun håber på, at hun kan bidrage i bestyrelsen med sin lange erfaring fra Envision, som er et full service bureau, der traditionelt har mange kunder inden for detailhandlen, fx Salling Group, Dagrofa, XL Byg, Danske Shoppingcentre, THansen og Orkla. Med kunder som disse er der også stort fokus på grafisk produktion. Ud af 90 medarbejdere arbejder 25 i produktionsafdelingen og yderligere 50 medarbejdere er ansat i en grafisk produktionsvirksomhed i Vietnam, som Envision ejer sammen med et andet GRAKOM-medlem, Buchs Reklamebureau i Randers.

”Jeg kan bidrage med viden og erfaring både fra den grafiske branche og reklamebranchen, og jeg kender detailhandlens behov godt. Jeg bevæger mig inden for alle discipliner som et full service reklamebureau kan tilbyde inkl. digitalisering og produktion på alle medieplatforme,” siger Hanne Østergaard og fortsætter:

”Erfaringen fra at arbejde med store detailkæder viser, at man også skal forholde sig til, hvad der sker internationalt, fx med papirudviklingen i udlandet. Samtidig bliver den grafiske branche mere og mere digital, også her kan jeg byde ind med erfaring,” siger Hanne Østergaard og henviser til, at Envision er ejet af First Chair Group, der også har det digitale bureau Gorm Agency under sine vinger, og som Envision samarbejder med.

Det vigtigste for os er at være dem, der rådgiver om kommunikation af bæredygtighed og klimaaftryk
Den digitale udfordring er ikke blevet mindre gennem årene, mener Hanne Østergaard.

”Tingene flytter sig hurtigt, man skal kunne følge med og dygtiggøre sig inden for alle discipliner lige fra de traditionelle annoncer til bannere, og til audio, video og animation, som man for øjeblikket taler meget om.”

Udviklingen på markedet har betydet, at Envision selv har etableret egen filmafdeling for godt et år siden, og så er der selvfølgelig kommunikationen om bæredygtighed, som også stille og roligt er ved at fylde mere.

”Det er selvfølgelig vigtigt at forholde sig til det klimaaftryk man selv sætter som virksomhed, og her har vi da også fokus på energiforbruget, men det vigtigste for os er at være dem, der rådgiver om kommunikation af bæredygtighed og klimaaftryk.”

Hun erkender, at man i bureaubranchen stadig er i en læringsproces omkring rådgivning af bæredygtighed, men at man helt klart som branche skal dygtiggøre sig inden for den disciplin. Også selvom fokus især ligger et andet sted lige nu hos kunderne:

”De store kunder har et stort fokus på krisekommunikation i denne tid, og det hjælper vi også med. Som bureau handler det om at omstille sig hele tiden til det, der fylder noget hos kunderne.”

Vigtigt at være en del af en erhvervsorganisation, som kan samle på tværs
Envision meldte sig ind i GRAKOM i november sidste år og udover det politiske fokus, var bevæggrunden også, at det faglige indhold var interessant for en bred vifte af medarbejdere, fortæller Hanne Østergaard:

”Vi havde i starten en del personlige medlemskaber, og de af vores medarbejdere, der var medlemmer, deltog i rigtig mange interessante arrangementer om fx bæredygtighed, GRAKOM Dagen, Emballagedagen etc., så vi syntes også det gav mening at kunne tilbyde muligheden til alle vores medarbejdere.”

Endvidere mener hun, at det er vigtigt at være en del af en erhvervsorganisation, som kan samle kommunikation på tværs af disciplinerne.

”Med de mange forskellige mediebehov der er i kommunikationsindustrien, er det vigtigt, at vi kan samle så mange forskellige virksomheder som muligt i GRAKOM, så vi kan fastholde et højt niveau i branchen. Der opstår hele tiden nye virksomheder, og de kan have gavn af at være med i en erhvervsorganisation, der går på tværs, så man kan vidensdele.”

 

CV Hanne Østergaard
2010 – Chief Production Officer i Envision, en del af First Chair Group
2004 – 2010 Marketing, media & production manager for Bilka Reklame hos Salling Group
2002 – 2005 Produktions- og kundechef hos Bording

 

Læs også
Hele 83 pct. i Bureaubiz' bureaulederundersøgelse anser AI som det vigtigste forretningsområde i de næste seks måneder. Bureaubranchen er nået til fase 3, siger Henrik Jensen, der har forskningen i ryggen.
EU’s Ministerråd har netop vedtaget PPWR-forordningen, som stiller ambitiøse krav om minimumsmål for, hvor meget emballage, der skal være af genanvendeligt materiale, og hvor meget der skal kunne genbruges. Der er også krav til at minimere og undgå unødvendigt emballage.