Gør nu kunstnerkompensationen tidssvarende

Den digitale udvikling flytter hele tiden standarden for måden at kopiere og dele musik på – lovligt såvel som ulovligt. Alligevel hænger kompensationssystemet til kunstnerne fast i fortiden og pålægger afgift på fysiske medier, som hører hjemme på loppemarkedet eller anvendes til helt andre formål i dag.

Halvdelen af de 16-24-årige har inden for det seneste halve år brugt en stadig mere udbredt form for kopiering. Nemlig ’stream ripping’, hvor man ripper eller optager musikken fra tjenester som fx Tidal, Spotify og YouTube (Politiken 14/9) og lægger den over på fx telefonen. En forholdsvis nem måde at skaffe sig den nyeste musik, uden at betale for det. Og udviklingen går kun én vej. Vi kopierer i stigende grad musik og film over på vores smartphones og tablets – hvis vi da ikke bare har kopieret alt op ”i skyen” tilgængeligt for os selv og dem, vi måtte dele filerne med.

Alligevel insisterer vi i Danmark på at have en kompensationsordning, som alene bygger på en afgift på salg af medier, som for en stor dels vedkommende er blevet udrangeret for længst. Hvornår har du sidst brugt kassettebånd, VHS-bånd, tomme CD’er og DVD’er, MiniDisc, hukommelseskort eller USB-stik til at kopiere film eller musik på? Jeg selv ville end ikke ane, hvad jeg skulle stille op med et VHS-bånd eller med en USB-stik lastet med kopieret musik. Til gengæld bidrager eksterne harddiske, smartphones/laptops/tablets og andet mediebærende elektronik ikke til kompensationen af kopierede kunstnere. Det er jo lidt tosset.

Udviklingen betyder med andre ord, at der i dag kopieres over på enheder, der ikke er pålagt blankbåndsafgift, mens medier, der er pålagt afgift, ikke i nævneværdig grad bruges til kopiering længere. Derfor er det nødvendigt at synkronisere kompensationsordningen med den tekniske udvikling og i stedet målrette afgiften de enheder, hvor kopieringen og medieforbruget foregår.

Engang var USB-stik, lastet med tusindvis af numre, ikke noget særsyn i laptoppen til utallige fester landet over. Men det var før Spotify, YouTube og Tidal. I dag lever samme USB-stik en mindre festlig tilværelse som lager for bl.a. salgsmateriale og reklamefilm, der uddeles på messer. Selvom USB-stikken ikke indeholder musik, er sælgeren af stikken forpligtet til at opkræve en afgift, der fordyrer dens pris med 20-40 pct. Konsekvensen af dette er, at kunderne søger mod udenlandske sælgere, hvor de kan bestille USB-stik uden afgift – formentlig uvidende om, at de derved forbryder sig mod reglerne; for mange er den bedagede afgift naturligt nok ukendt.

Ved at flytte afgiften fra løse, blanke medier over på mediebærende elektronik som smartphones, laptops og tablets, opnår man samtidig en mere effektiv opkrævning: Dels vil skattebasen blive bredere, hvilket vil gøre opkrævningen af provenuet mindre forvridende. Dels får man beskattet al kopiering, da kopiering over på et USB-stik eller en CD, kræver det fx en computer. Også når musik- og filmfiler sendes op i skyen på de populære cloudtjenesters fjernlager. Ved at flytte afgiften fra de løse medier over på elektronikken, der gør kopieringen mulig, pålægges den skybaserede filopbevaring indirekte den afgift, som de kopierede kunstnere skal kompenseres af.

Rettighedshaverne vil til med også nyde godt af ændringen. I dag udhules kompensationsordningen år for år, fordi salget af de omfattede, løse medietyper bliver ved med at dykke. Ved rent faktisk at koble afgiften til forbruget vil rettighedshaverne derfor få den kompensation, som de er berettiget til.