Generalforsamling: Læs formandens beretning
Velkommen til årets generalforsamling i vores to foreninger GRAKOM Arbejdsgivere og GRAKOM.
Det har været et højst usædvanligt år for os alle. Coronakrisen har vendt op og ned på en masse ting, og det er naturligvis også derfor, at vi helt usædvanligt holder generalforsamling så sent på året.
Det er første gang, at jeg har æren af at aflægge formandens beretning. Jeg vil gerne takke jer for den tillid, som I viste mig for godt et år siden ved at vælge mig til formand.
Det har været et spændende første år med masser af opgaver og udfordringer. Det vil jeg gerne fortælle jer om. Jeg vil også gerne fortælle lidt om de helt aktuelle udfordringer, som vi står i nu og om vores planer for den kommende tid. Vi skal ikke kun se tilbage, men også fremad.
Der er sket rigtigt meget i GRAKOM, siden vi sidst var samlet til generalforsamling. Vi har både udsendt og nu omdelt en trykt årsberetning, hvor I har haft lejlighed til at læse om GRAKOMs resultater.
Jeg vil her blot fremhæve nogle.
Medlemmer
GRAKOM fik 51 nye medlemmer i 2019. Vi må dog også erkende, at vi mister medlemmer, fordi der fortsat er mange virksomheder, der lukker eller fusionerer.
Ikke desto mindre skal vi glæde os over, at det år efter år lykkedes os at tiltrække så mange nye medlemmer. Det er forudsætningen for, at vi fortsat har en stærk forening
De nye medlemmer kommer ikke af sig selv. Vi har taget en række initiativer, der skal understøtte medlemstilgangen. Vi har satset på særligt to brancher i 2019; nemlig bureauerne og skiltevirksomhederne. På begge områder har vi etableret særlige brancheforeninger under erhvervsorganisationen GRAKOM.
Det har vi gjort for at skabe et særligt forum i organisationen, hvor der er plads til disse virksomheder.
Vi etablerede i foråret 2019 Creative Club i en erkendelse af, at der skal en særlig indsats til for at tiltrække bureauerne til vores forening. Creative Club har sin helt egen profil, egne kommunikationskanaler, egne arrangementer og egne målrettede medlemstilbud. Klubben er kommet godt fra start og vi tror på en stor fremtid for Creative Club.
I forlængelse af etableringen af Creative Club har vi i foråret 2020 overtaget nichemediet Bureaubiz. GRAKOM og Creative Club har dermed sat sig på det væsentligste medie for bureaubranchen.
Det styrker i den grad Creative Clubs synlighed og betydning for hele branchen. Vi kan tydeligt mærke, at det betyder noget for branchens syn på os og på vores mulighed for at få succes med vores indsats på området.
De gode erfaringer med Creative Club betød, at vi allerede i efteråret 2019 havde mod på at etablere endnu en brancheforening under GRAKOM.
Denne gang var det FESPA Denmark, der blev etableret som brancheforening for virksomheder indenfor skiltning, storformat, digital tryk, serigrafisk tryk og tekstiltryk. GRAKOM er i forvejen langt den største brancheforening for den branche, men med FESPA Denmark løfter vi indsatsen markant, og det er vores forventning, at det vil betyde ny medlemsfremgang.
Der er flere initiativer i gang for at sikre, at GRAKOM er erhvervsorganisationen for hele værdikæden inden for kommunikation. Vi har fx et rigtigt godt øje til emballagebranchen, der for mange virksomheders vedkommende hører helt naturligt til hos GRAKOM. Det er også derfor, at vi har etableret et emballagenetværk. Det ser vi som forløberen for flere initiativer overfor virksomheder på emballageområdet.
Arrangementer
Vi har travlt med at skabe plads til nye medlemmer, men vi har også travlt med hele tiden at gøre det interessant og udbytterigt at være medlem. I 2019 havde vi i alt 74 medlemsarrangementer, hvoraf de 33 var kredsmøder. Der var i alt over 1.700 deltagere til vores arrangementer.
Det er flot for en forening i vores størrelse. Det kan vi godt være stolte af.
Efterhånden som vores medlemsskare forandres, stiller det også krav til vores medlemsarrangementer, som nu både er fællesarrangementer for alle, kredsarrangementer og arrangementer i vores medlemsforeninger og andre interessegrupper.
Jeg vil gerne takke alle jer, der gør en aktiv indsats for at samle vores medlemmer. Det uanset om det er i kredse eller i foreninger. Det er den fælles indsats, der samlet set skaber en god forening for os alle.
OK 2020
De første måneder i 2020 har været præget af overenskomstforhandlingerne. I marts måned blev GRAKOMs tre overenskomster fornyet ved aftale.
Prisen for den nye tre-årige overenskomstperiode svarer til det aftalte på det øvrige DA-område.
Den væsentligste fordyrelse af overenskomsterne er forhøjelsen af fritvalgstillægget med 1 procent i hvert af de tre overenskomstår.
På den grafiske overenskomst er der indført mulighed for, at virksomhederne sammen med tillidsrepræsentanten kan aftale at fravige eneretten for faglærte trykkere til betjening af offset og flexotryk maskinerne. Det er en mulighed, som især emballage- og etiketvirksomheder har efterlyst. Derudover har virksomhederne på timelønsområdet fået mulighed for at overgå til månedsvis lønudbetaling.
På funktionæroverenskomsten har vi indført pension til de nye mediegrafikerelever mod en tilsvarende reduktion af mindstelønnen.
Som medlem af Dansk Arbejdsgiverforening er GRAKOM Arbejdsgivere underlagt overenskomstkoordinationen i DA-fællesskabet.
Koordinationen betød bl.a., at GRAKOMs overenskomstforhandlinger afventede fornyelsen af industriens overenskomster.
På industriens område indgik man aftale om fornyelse af overenskomsterne den 9. februar, hvorefter de øvrige overenskomster kunne forhandles. Alt imens COVID-19 situationen i Danmark gradvist blev værre og værre.
I DA-fællesskabet og i GRAKOM blev det overvejet, hvorvidt industriens aftaler fra 9. februar skulle opretholdes som forhandlingernes økonomiske ramme, eller hvorvidt man henset til den store usikkerhed og forventningerne om en økonomisk nedtur, skulle ”løbe fra” de først indgåede aftaler.
Arbejdsgiverfællesskabet valgte at holde fast i de allerede indgåede aftaler og lade de efterfølgende aftaler, herunder GRAKOMs, følge samme ramme.
Det var derfor, at jeg sammen med alle de øvrige formænd i DA-fællesskabet, stemte for vedtagelsen af forligsmandens mæglingsforslag på et bestyrelsesmøde i DA den 16. april.
Alternativet havde været langt værre med storkonflikt, hvor det eneste sandsynlige resultat ville være, at Regeringen og Folketinget ville være nødt til at ophøje mæglingsforslaget til lov.
Corona
Og så gik vi nærmest direkte fra forhandlingsbordet til coronahjemsendelser og krise i hele dansk erhvervsliv.
Der er ingen tvivl om, at coronavirus har ramt store dele af vores erhverv hårdt. Med nedlukningen af samfundet blev mange ordrer udskudt eller ligefrem annulleret og antallet af nye ordrer faldt.
I slutningen af marts så det meget sort ud for omsætningen i andet kvartal. Heldigvis endte andet kvartal ikke lige så slemt, som forventet.
Coronakrisen adskiller sig fra tidligere kriser ved, at det først og fremmest er en sundhedskrise og ikke en økonomisk krise. Krisen er kendetegnet ved, at der skal holdes social afstand for at holde smitten i ave. Det rammer særligt virksomheder, som lever af at folk mødes.
Da krisen er en sundhedskrise, er der potentiale for, at samfundet hurtigere kommer i omdrejninger igen, når smitten en gang er væk.
Ikke desto mindre kan vi konstatere, at rigtigt mange af vore medlemmer har taget lønkompensationsordningen og andre støtteordninger i brug. Og der er også en del medlemmer, der har måtte foretage betydelige afskedigelser.
Det er svært at sige på nuværende tidspunkt, hvordan branchen samlet set kommer igennem krisen. Det er endnu alt for tidligt at vurdere om krisen sætter permanente spor, der påvirker vores branche. Om den fører til nogle strukturelle ændringer i den måde, som virksomheder kommunikerer på og som dermed påvirker vores marked.
Strategiarbejdet
Vi har i GRAKOM en forpligtelse overfor vore medlemmer til at prøve at se ind i krystalkuglen. Vi skal identificere de megatrends, som kommer til at påvirke vores branche i de kommende år, så vi som erhvervsorganisation kan ruste vores medlemmer til fremtidens udfordringer og muligheder.
Vi opstartede sidste efterår et strategiarbejde, der netop skulle bidrage med det. Planen var medlemsmøder, analyser, drøftelser, ideudvikling og en ny strategi for foreningen i løbet af dette efterår.
Coronakrisen betød at vi stoppede op. For hvordan kan vi lægge en strategi for en fremtid, som vi ikke kender?
Nu er vi klar til en genstart af strategiarbejdet. Bestyrelsen tager hul på det i næste måned, hvor vi afholder et bestyrelsesseminar.
Herefter er det planen, at vi skal rundt og tale med jer i kredsene og i brancheforeningerne.
Én af de trends, som vi med 100 pct. sikkerhed ved, at vi skal forholde os til, er den grønne dagsorden. Derfor har vi også taget fat på det, og her i direkte forlængelse af vores generalforsamling vil I få en nærmere præsentation af GRAKOMs miljø-, klima- og ansvarlighedskampagne ”Tryk med ansvar”.
Vi har noget at være stolte af i den grafiske branche. Ingen steder i verden leverer man grønnere grafiske løsninger end i Danmark. Samtidigt må vi konstatere, at der er et stort pres på os på grund af nogle sejlivede negative myter om papir og miljø.
Derfor har vi i GRAKOM valgt at gå i offensiven. Vi er verdens grønneste grafiske branche. Det skal vi fortælle alle om nu.
Vi lægger op til et samarbejde mellem GRAKOM og medlemmerne. GRAKOM kan nemlig ikke løfte opgaven alene, og det giver heller ikke mening. Det er jo GRAKOMs medlemmer, der har brug for at kunne fortælle egne kunder om vores grønne profil.
Jeg håber, at I tager godt imod kampagnen.
Afrunding
GRAKOM er en forening med et højt aktivitetsniveau, som vi kan være stolte af. Man får meget for kontingentkronerne. Foreningen skaber værdi for medlemmerne hver dag. Ikke mindst her i coronakrisen har GRAKOM vist sit værd med uhyre værdifuld rådgivning, grundig medlemskommunikation og også politisk indflydelse.
Jeg vil opfordre jer til at læse vores årsberetning, hvor der står meget mere om foreningens arbejde.
Vi arbejder hver dag på at gøre det attraktivt at være medlem af GRAKOM. Vi er nået langt, men vi er ikke færdige. Vi skal og vil fortsætte med at udvikle og styrke vores forening, så GRAKOM nu og i fremtiden i sandhed er en stærk og værdifuld erhvervsorganisation og samlingspunkt for alle virksomheder inden for grafisk kommunikation, medier og markedsføring.
Tak for ordet.