GA bliver til Grakom
Nyt navn og nye ambitioner går hånd i hånd, når Grafisk Arbejdsgiverforening skifter navn til Grakom - Brancheforeningen for Kommunikation, Design & Medieproduktion.
Grakom er en ny brancheforening, der skal samle de virksomheder, der arbejder inden for værdikæden kommunikation – hvad enten det drejer sig om dem, der arbejder med det grafiske udtryk, foto- og videoproduktion, trykning, medieproduktion, distribution eller markedsføring.
Fælles for disse virksomheder er de alle er med i processen fra en indledende idé og frem til det endelige produkt, som møder danskerne i form af en bog, en tryksag, en video, en emballage eller en internetannonce.
Lige så fælles for disse virksomheder er, at de er en del af en branche præget af en rivende teknologisk udvikling samt en omfattende global konkurrence. Samtidig er branchen underlagt en betydelig politisk regulering.
”Det kræver et stærkt, troværdigt og synligt samlingspunkt for virksomheder og foreninger, der beskæftiger sig med alle former for kommunikation. Det samlingspunkt bliver i dag skabt under navnet Grakom. Vores målsætning er klar. Vi vil samle kommunikationsbranchen, og vi vil tage alle de svære kampe på Christiansborg, så branchen kan få de bedst mulige arbejdsvilkår,” siger Thomas Torp, adm. direktør i Grakom.
Omdrejningspunkt for videndeling i branchen
Grafisk Arbejdsgiverforening havde særligt de danske trykkerier blandt sine medlemmer. Men med dagens ændring til Grakom-navnet, etableringen af en brancheforening og tiltrækning af nye medlemmer vil Grakom repræsentere en klart større del af dansk erhvervsliv.
Ovennævnte værdikæde dækker således over mere end 4000 danske virksomheder, der til sammen omsætter for ca. 35 mia. kr. årligt, og som har mere end 25.000 beskæftigede. Grakom repræsenterer i dag lidt over 500 virksomheder.
”Målsætningen er, at vi skal have betydeligt flere medlemmer. Det sker både med tilgang af virksomheder og ved at mindre brancheforeninger får muligheder for at tilslutte sig Grakom. Det vil betyde, at vi kan tilbyde en bedre og helt branchespecifik rådgivning og service til medlemmerne, ligesom vi kan blive omdrejningspunktet for netværk og videndeling i branchen," siger Thomas Torp.
Har du spørgsmål eller ønsker du yderligere kommentarer, er du velkommen til at kontakte Thomas Torp på +45 2521 8580 eller tt@ga.dk.
