Frederik, Freja og Nickolai blev Danmarksmestre i Skills
Efter tre intense konkurrencedage kulminerede dette års DM i Skills i lørdags med kåringen af Danmarksmestrene på 49 erhvervsuddannelser.
Her kunne Frederik Dahl Kehlet lade sig hylde som Danmarks bedste mediegrafiker, Freja Vejrgang Pedersen blev Danmarkmester som skiltetekniker og Nickolai Vestergaard Andersen blev Danmarks bedste grafisk tekniker.
Frederik Dahl Kehlet er i lære hos Forsvaret og går i skole på Hansenberg, mens Freja Verjgang Pedersen går er i lære hos Egotag Skilte & Reklame og går på Collge 360 og Nickolai Vestergaard Andersen er i lære hos Flexoprint A/S og går i skole på Techcollege.
"Det er været en fantastisk DM i Skills med 67.000 besøgende og med intensitet i konkurrencerne og masser af aktivitet på vores stand for mediegrafiker- og grafisk teknikeruddannelserne," siger uddannelsespolitisk chef i GRAKOM, Anders Mosumgaard og fortsætter:
"Konkurrencedeltagerne har arbejdet målrettet og under pres, og leveret på et meget højt niveau. Konkurrencerne var meget tætte og alle besøgende har haft mulighed for at følge med og også selv prøve kræfter med fagene. Jeg er imponeret over både lærlingenes, skolernes og vejledernes indsats, og er endnu engang blevet bekræftet i værdien af at vi deltager og på den måde synliggør vores uddannelser."
Det var tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der er formand for EuroSkills 2025, der overrakte trofæer til vinderne. Til vinderne sagde han:
”I dag hilser jeg på stjernerne. For det er I jo. I er ungdommens stjerner […] I er stjerner i jeres eget liv. I er rollemodeller. For alle de unge, der er i tvivl. Når de ser jer folde jer ud, så tænker de: ”Sådan vil jeg også være, sådan vil jeg også gøre”.
Fra nuværende statsminister Mette Frederiksen var der en videohilsen:
”Det I kan, er helt afgørende for den grønne omstilling. En grøn omstilling som er nødvendig i Danmark og i verden. [...] Danmark har brug for, at der er mange flere unge, der gør som jer.”