Fra Ukraine til Ballerup
Yuliia Barchenko er en af de omkring 1.000 ukrainere, der er kommet i arbejde i Danmark efter at være flygtet fra krigen.
Selvom hun er bankuddannet og arbejdede som butikschef med lederansvar i Ukraine, arbejder hun nu i Ballerup hos Dystan & Rosenberg, hvor hun er ved at blive lært op i nogle af de mindre maskiner. Og det er adm. direktør Palle Studsgaard rigtig glad for.
”Nogle af mine venner havde taget imod Yuliia og hendes familie, da de flygtede fra Ukraine. Hun havde det svært med bare at tage imod og ville rigtig gerne arbejde, så jeg tænkte, at vi godt kunne bruge hende til at pakke, folde og kuvertere,” siger Palle Studsgaard.
Yuliia Barchenko kom med sine forældre og sin søn på 10 år til Danmark i midten af marts, mens hendes mand måtte blive tilbage, og allerede et par måneder efter var hun i fuld gang hos Dystan & Rosenberg. Nu er hun nået videre fra at pakke og kuvertere til at betjene de små maskiner, som fx dem, der laver hjørneafrunding på visitkort, navneskilte og postkort.
”Jeg må sige, at hun er helt fantastisk. Hun er meget arbejdsom, pligtopfyldende og ærekær. Der bliver bare arbejdet og det er ordentligt, det hun laver,” siger Palle Studsgaard.
Hvordan kommunikerer I med hinanden?
”Vi kommunikerer lidt på engelsk, og så har vi downloadet appen Say Hi. Den fungerer helt utroligt godt. Jeg har den indstillet på dansk-russisk, og Yuliia har den på russisk-dansk, og når jeg så siger noget på dansk, gentager appen det på russisk og omvendt. Så når jeg skal være helt sikker på, at hun forstår, hvad jeg siger – f.eks. at hun godt må holde pauser, så bruger jeg appen.”
Palle Studsgaard siger, at der ikke var de store problemer med at få arbejdstilladelsen igennem, og selvom Yuliia Barchenko gerne vil tilbage til Ukraine igen, og derfor måske forlader virksomheden inden for en overskuelig fremtid, er han ikke i tvivl om, at det har kunnet betale sig at ansætte hende.
”Det er en stor tilfredsstillelse at kunne hjælpe, og de øvrige medarbejdere synes også, at det er fedt, at vi tager et ansvar, og så er hun en utrolig god arbejdskraft.”
Palle Studsgaard giver et råd med på vejen til andre, der overvejer at ansætte flygtninge fra Ukraine eller andre fra udlandet:
”Jeg vil anbefale, at man installerer appen Say Hi, den er et godt hjælperedskab i dagligdagen, og så skal man have styr på formalia. Her brugte vi GRAKOM til at hjælpe os med en ansættelseskontrakt,” siger han og tilføjer, at man fx kan række ud til en fra det ukrainske netværk, som måske kan formidle kontakt, hvis man er interesseret i at få en ny medarbejder.