Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Fra grafisk teknikerelev til lederpost: Sådan ser han på fremtidens arbejdskraft

Fra grafisk teknikerelev til lederpost: Sådan ser han på fremtidens arbejdskraft Mads Graff Brøndum, produktionsleder hos Envases Europe
Torsdag 08. januar 2026
Mads Graff Brøndum gik fra grafisk teknikerelev til produktionsleder på rekordtid. På konferencen Fremtidens arbejdskraft - der er gratis for alle GRAKOMs medlemmer - fortæller han, hvorfor erhvervsuddannelser fortjener mere opmærksomhed – og hvordan branchen kan tiltrække unge.

Da Mads Graff Brøndum i 2023 deltog i DM i Skills som grafisk teknikerlærling, var det med en ambition om at mestre sit fag. Et år senere stod han med en medalje for sin svendeprøve hos Envases Europe. I dag, kun to år efter, er han produktionsleder i trykkeriet samme sted.

Valget om at gå lærlingevejen kom lidt tilfældigt.

“Jeg havde været ansat hos Envases i tre-fire år, inden jeg begyndte i lære. Det var ledelsen, der tilbød mig en læreplads,” siger Mads Graff Brøndum. Han fortsætter:

”Da jeg begyndte i lære, var det med en ambition om senere at gå ledervejen inden for branchen.”

Overgangen fra lærling til leder har givet ham et unikt perspektiv på branchens udfordringer med at tiltrække unge. Ifølge Mads Graff Brøndum handler det om at vise, at grafisk produktion rummer muligheder for udvikling og ansvar:

“Der er mange, der ikke ved, hvor langt man kan komme med en erhvervsuddannelse. Jeg gik fra at være lærling til at stå med ansvaret for en hel produktion på få år. Det er en karrierevej, der fortjener mere opmærksomhed,” siger han.

Han mener, at virksomhederne spiller en stor rolle for at få unge medarbejdere ind i branchen:

”Vi skal tage et større ansvar for at vise, hvad en erhvervsuddannelse faktisk kan føre til.”

For Mads Graff Brøndum selv var tillid og ansvar også afgørende:

”Det gjorde, at jeg tog ejerskab og kunne udvikle mig.”

Som produktionsleder er rekruttering en del af hverdagen. Det har skærpet hans blik for, hvad der motiverer unge til at vælge faget:

“Vi skal være bedre til at fortælle historien om, hvad vi laver, og hvilke muligheder der er. Det er ikke bare maskiner og metal – det er teknologi, kvalitet og ansvar.”

Mads Graff Brøndum deler sine erfaringer på konferencen: Fremtidens arbejdskraft, som er gratis for alle GRAKOMs medlemmer. Her kan du også høre, hvordan andre virksomheder arbejder med elevforløb og tiltrækning af unge.

Få inspiration til rekruttering og uddannelse i den grafiske branche – tilmeld dig konferencen her

Læs også
Ingen partier fulgte producentansvaret under kommunalvalget. »Det er helt tosset – nu smager de deres egen medicin med alt for mange komplicerede regler«, siger GRAKOMs adm. direktør Søren Stemann Beck. 
Bogsalget er steget med 8,5 pct. fra 3. kvartal 2022 til og med 2. kvartal 2024. Samtidig har bibliotekerne udlånt knap 25 mio. fysiske bøger.