Fotograf med fokus på kunst og kultur
Henrik Wichmanns lange karriere som fotograf tog sin spæde begyndelse tilbage i 1979, da han begyndte på en efg-uddannelse på Randers Tekniske Skole.
”Som led i uddannelsen fik jeg læreplads på Moesgaard Museum i Aarhus. Det banede senere vejen for et job på Nationalmuseet i København. Og dét job banede igen vejen for, at jeg blev ansat i Bruun Rasmussens Kunstauktioner, der senere blev min største kunde som selvstændig,” lyder Henrik Wichmanns egen – og korte version – af den røde tråd gennem karrieren.
Den lidt længere version er, at han med eksamensbeviset i hånden i 1983 blev reklamefotograf i hjembyen Aarhus og senere blandt andet fotograferede nogle år på Færøerne, som dengang oplevede et buldrende økonomisk opsving.
Historie i linsen
I 1990’erne drog han til hovedstaden, og her blev hans adgangsbillet til et job på Nationalmuseet erfaringerne fra Moesgaard, som er specialmuseum for blandt andet arkæologi.
Omkring årtusindskiftet blev Henrik Wichmann ansat hos Bruun Rasmussen, der formidler salget af talrige historiske kunstgenstande.
”Derfor var det en stor fordel, at jeg kom fra Nationalmuseet og var vant til at håndtere fx meget gamle og måske skrøbelige genstande. For mig var jobbet især interessant, fordi Bruun Rasmussen brugte digitalt fotoudstyr til sine store kataloger, og det var dengang meget dyrt udstyr,” fortæller Henrik Wichmann.
I kølvandet på finanskrisen i 2008 blev der imidlertid skåret ned i auktionsfirmaet, og Henrik Wichmann valgte at blive selvstændig fra privatadressen i Bagsværd nord for København. Han fik mulighed for at fastholde opgaver fra Bruun Rasmussen, som lige siden har været hans klart største kunde.
”Med Bruun Rasmussen havde jeg omkring halvdelen af den nødvendige omsætning og turde derfor etablere mig som selvstændig. Via Bruun Rasmussen og min baggrund fra museer har jeg også fået mange andre opgaver, fx med at tage billeder af kunstsamlinger, i kirker, på slotte og på museer. Det er som regel til kataloger eller bogudgivelser, og nogle gange er de finansieret af fonde,” siger Henrik Wichmann.
De mange udgivelser sikrer samtidig en mindre, men nogenlunde fast indtægt.
”Hvert år modtager jeg bibliotekspenge og betaling for rettigheder, og så får jeg jævnligt henvendelser fra især forlag, som vil bruge nogle af mine billeder til nye bøger og udgivelser.”
Desuden har Fotografen Wichmann – sådan lyder firmanavnet – opgaver fra lokale virksomheder.
”Det kan fx være professionelle portrætfotos, men opgaver for virksomheder er et område, hvor det er blevet hårdere at være fotograf. Ikke mindst fordi den teknologiske udvikling har gjort, at mange selv vælger at tage billeder eller ikke vil betale så meget for en professionel fotograf.”
Plads i bestyrelse
Netop de mere vanskelige vilkår var en af årsagerne til, at Henrik Wichmann sidste år kom i bestyrelsen i dff/Dansk Fotografisk Forening. Her har han været med til at indstille, at dff blev fusioneret med GRAKOM fra denne sommer – et forslag, som et stort flertal blandt de cirka 140 medlemmer støttede.
”Ved at blive fuldt medlem af GRAKOM får vi fotografer adgang til flere kompetencer inden for jura og rådgivning, ligesom vi nu har en større organisation i ryggen. Vi får adgang til et langt større netværk, vi får adgang til flere kurser, og nogle af vores kurser kan måske tiltrække deltagere fra andre dele af branchen,” lyder hans vurdering.
Selv deltager Henrik Wichmann jævnligt i både kurser og konkurrencer for at følge fagets udvikling og for at ”holde sig skarp”. Det sidste lykkedes i høj grad ved de seneste kåringer af Årets Fotograf – her vandt han endnu en gang i kategorien reklame.
Men et kursus gav ham også inspiration til at dykke ned i de ældgamle fotografiske teknikker, som wetplate-metoden udspringer af. Her bruger fotografen et gammelt kamera, der er pakket helt ind for at skærme mod lyset – det minder nærmest om, hvordan der bliver fotograferet i Lucky Luke-tegneserien om 1800-tallets Vilde Vesten.
”Wetplate giver en helt speciel effekt, fordi motivet bliver fremkaldt på en metalplade eller glasplade, og fordi der kun er én optagelse modsat moderne digital fotografering; det er nærmest en tidlig udgave af Polaroid. Det handler meget om at give kunden en helt unik oplevelse. Det er oplagt til portrætter, og jeg fornemmer en stigende interesse for at få taget wetplate-billeder, så jeg tror, det kan udvikle sig til at blive en interessant del af forretningen.”
Artiklen blev første gang bragt i GRAKOMs blad: Kommunikationsindustrien ultimo september.
