Forventninger om faldende omsætning
Hovedparten af GRAKOMs medlemsvirksomheder forventer, at deres omsætning vil falde i 2023 i forhold til 2022. Således forventer hele 65 pct. af GRAKOMs medlemsvirksomheder, at omsætningen vil falde med mere end 5 pct. i år, mens 17 pct. forventer, at omsætningen er uforandret (falder eller stiger under 5 pct.). Endelig forventer 17 pct. at omsætningen vil stige.
Samlet set forventer GRAKOMs medlemsvirksomheder et fald i omsætningen på lidt mere end 4 pct., og hele 88 pct. mener da også, at det seneste års udvikling har påvirket deres syn på deres virksomheds evne til at tjene penge det kommende år negativt.
”Optimismen fra starten af 2022 er for hovedparten af virksomhedernes vedkommende forsvundet og afløst af et relativt sort syn på udviklingen det kommende år. Produktionsvirksomhederne bekymrer sig meget om stigende råvare- og energipriser, mens service- og handelsvirksomheder bekymrer sig om en faldende efterspørgsel”, siger Mads Lindegaard, cheføkonom i GRAKOM.
Blandt GRAKOMs medlemsvirksomheder forventer virksomhederne med fysisk produktion et fald på 3,0 pct. i omsætningen, mens service- og handelsvirksomhederne, som fx bureauer, fotografer mm., forventer et fald i omsætningen på 5,5 pct. Det kan umiddelbart ligne, at produktionsvirksomheder rammes mindre hårdt af den nuværende økonomiske krise end service- og handelsvirksomheder, men dette er formentlig ikke tilfældet.
”Den høje inflation skyldes i høj grad højere råvarepriser og stigende energipriser. Det udhuler produktionsvirksomhedernes bundlinje, idet de sjældent kan sende alle de øgede omkostninger videre til kunderne”, siger Mads Lindegaard.
Siden midten af 2021 er priserne på nogle papirkvaliteter mere end fordoblet, og priserne på el og gas er steget endnu mere.