Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Forbrugerombudsmanden skærper tilsyn med influenceres markedsføring til børn og unge

Forbrugerombudsmanden skærper tilsyn med influenceres markedsføring til børn og unge Forbrugerombudsmand Torben Jensen
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Fredag 13. september 2024
Også tilsynet med virksomheders greenwashing fortsætter med at have fokus hos Forbrugerombudsmanden.

I den netop udgivne årsberetning fra Forbrugerombudsmanden, siger Torben Jensen, at han vil fortsat vil have fokus på markedsføring målrettet børn og unge, og at han vil slå hårdere til fremover:

”Influenter med mange børn og unge i følgerskaren, skal overholde de særlige regler i markedsføringsloven, som skal beskytte børn og unge. Virksomheder, der bruger influenter til at markedsføre deres produkter, har også et stort ansvar for at sikre, at reglerne overholdes. Vi har vejledt influenter og virksomheder og inviteret dem til informationsmøder om reglerne. Jeg må derfor formode, at de i dag kender reglerne, og skulle der ske overtrædelser, vil jeg i højere grad gribe ind i dag end hidtil,” siger Forbrugerombudsmanden Torben Jensen i en pressemeddelelse.

Netop omkring influenceres markedsføring af især usunde fødevarer, som er blevet vist for børn og unge, har der den seneste tid været rejst en del kritik. Erhvervsminister Morten Bødskov har derfor holdt møde med både influencere om, hvordan man kan beskytte børn og unges sundhed.  Og han har også inviteret virksomhederne til et møde.

Influencerbureauet WeAreCubes CEO Mia Jensen har sammen med andre sagt, at man ikke har noget imod en strammere lovgivning, fordi hun mener, at der ikke er helt klare regler på området. Bl.a. henviser hun til, at reglerne er forskellige i EU.

Carina Christensen, der er adm. direktør i GRAKOM, som bureauforeningen Creative Club er en del af, har tidligere sagt, at hun glæder sig over, at influencerne tager ansvar.

”Det er først og fremmest godt, at influencerne tager ansvar. Det er bydende nødvendigt. Når de så samtidig selv peger på, at der er behov for klarere og strammere regler, så bør de ansvarlige politikere naturligvis lytte.

Også skærpet fokus på greenwashing

Forbrugerombudsmandens årsberetning fokuserer også på virksomheders markedsføring af miljøvenlige tiltag. Sidste år har der været et stort fokus på det hos Forbrugerombudsmanden, fordi man fik en midlertidig bevilling fra finansloven direkte målrettet bekæmpelsen af greenwashing. Og det fokus bliver ikke mindre fremadrettet, snarere tværtimod:

”Vi har desværre set en hel del overtrædelser, hvor virksomheder har markedsført sig som mere grønne, end de er. Hvis en virksomhed markedsfører sit produkt som for eksempel bæredygtigt, så skal den kunne dokumentere, at produktionen af produktet ikke har forringet miljøet og tæret på klodens ressourcer til skade for kommende generationer. Det bør virksomhederne have kendskab til i dag, og derfor vil tilsynet blive skærpet i den kommende tid, hvis reglerne ikke overholdes,” lyder det fra Forbrugerombudsmanden.

Sidste år blev bl.a. fire virksomheder politianmeldt og i en række sager har Forbrugerombudsmanden vurderet lovligheden af en planlagt markedsføringskampagne i en såkaldt forhåndsbesked.

I alt har Forbrugerombudsmanden i 2023 afsluttet 7.721 sager, hvoraf 1.600 er blevet afvist, fordi Forbrugerombudsmanden enten har vurderet, at der ikke er sket en lovovertrædelse eller med henvisning til begrænsede ressourcer. Knap 1000 henvendelser er oversendt til anden myndighed eller henvist til et ankenævn, skriver Forbrugerombudsmanden i pressemeddelelsen.

Læs også
Mia Jensen, der er CEO hos influencerbureauet WeAreCube, er en blandt flere i influencerbranchen, der ønsker klarere og strammere lovgivning på området.  
“Vi vil gerne have mindre medister og mere mojo,” sagde Bilkas marketingdirektør Claus Frederiksen på Creative Clubs bureaulederseminar.