Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Forbrugerombudsmanden politianmelder BMW Danmark

Forbrugerombudsmanden politianmelder BMW Danmark Forbrugerombudsmanden Christina Toftegaard Nielsen ved et informationsmøde på SDU.
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Torsdag 10. august 2023
Forbrugerombudsmanden har længe ‘truet’ med politianmeldelser for greenwashing. Nu er det sket for BMW, som ifølge Forbrugerombudsmanden har markedsført sig i strid med markedsføringsloven.

“Når vi har råbt op i en periode, så politianmelder vi”. Sådan har forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen sagt på en række informationsmøder i 2022 og 2023, hvor hun har fortalt om hvordan man undgår vildledende markedsføring.

Nu har hun så politianmeldt BMW Danmark for at have brugt udsagn i en markedsføringskampagne i 2021 og 2022, som efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var egnede til at give forbrugerne det indtryk, at BMW’s biler var væsentligt mindre miljøbelastende end andre biler.

I kampagnen anvendte BMW blandt andet udsagn som ”Verdens mest bæredygtige bilproducent”, ”Der er bæredygtighed i hver en bil, BMW producerer”, og ”Hele produktionskæden for BMW iX er grøn” på BMW’s hjemmeside, i en reklame på Facebook, på reklamer i gadebilledet i København og/eller i annoncer på Berlingskes hjemmeside. Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Forbrugerombudsmanden har vurderet, at udsagnene var vildledende og derfor i strid med markedsføringsloven, da de tiltag, som BMW har foretaget for at producere biler på en mindre miljøbelastende måde, er sædvanlige for tilsvarende bilproducenters miljø- og bæredygtighedstiltag. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse fik udsagnene også BMW’s biler til at fremstå, som om de er mindre miljøbelastende, end de faktisk er. 

Christina Toftegaard Nielsen siger i pressemeddelelsen

”Når selskaber markedsfører sig med markante budskaber om, at selskabets produktion er mindre miljøbelastende end konkurrenternes, skal det naturligvis være korrekt. Ellers er det ikke kun til skade for konkurrerende virksomheder, men også for den grønne omstilling, fordi vi mister tilliden til, at sådanne budskaber er troværdige.”

Hun kommer samtidig med denne anbefaling til virksomheder, når de markedsfører sig:

”Hvis virksomheder markedsfører sig med konkrete oplysninger om deres tiltag for at mindske miljøbelastningen i stedet for at anvende vidtløftige udsagn, løber de ingen risiko for at vildlede forbrugerne. Derfor anbefaler vi virksomheder at konkretisere deres markedsføring. Det har også den fordel, at vi som forbrugere bedre kan forholde os til markedsføringen.”  

Greenpeace har tidligere klaget til Forbrugerombudsmanden over samme kampagne fra BMW.

Virksomhed fik dom efter politianmeldelse

Efter en politianmeldelse fra Forbrugerombudsmanden fik en virksomhed sidste år en dom for greenwashing. Det var Liewood, der markedsføre baderinge som miljøvenlige på virksomhedens site samt i to opslag på Instagram og Facebook med udsagnene ’made from BPA free ecofriendly PVC’ og ’#ecofriendly’.

Læs også
Forbrugerombudsmanden har holdt 40 oplæg i år for at fortælle om de regler, der gælder for markedsføring. Lige nu behandler hendes kontor 40 sager, og virksomheder og bureauer kan forvente flere politianmeldelser, lyder det.
Hele 83 pct. i Bureaubiz' bureaulederundersøgelse anser AI som det vigtigste forretningsområde i de næste seks måneder. Bureaubranchen er nået til fase 3, siger Henrik Jensen, der har forskningen i ryggen.