Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Forbrugerombudsmanden: Pas på ikke at være vildledende omkring klimakompensation

Forbrugerombudsmanden: Pas på ikke at være vildledende omkring klimakompensation
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Tirsdag 07. maj 2024
Forbrugerombudsmanden opfordrer virksomheder til at være konkrete ifm. markedsføring af klimakompensation. Og om to år må man slet ikke markedsføre sig med, at et produkt har en neutral, reduceret eller positiv indvirkning på miljøet mht. drivhusgasemissioner, hvis udsagnet baserer sig på kompensation.

Hvis man som virksomhed vil markedsføre sig som miljøvenlig på baggrund af klimakompensation, opfordrer den danske forbrugerombudsmand og de nordiske søstermyndigheder nu til, at man ikke anvender generelle udsagn.

”Beskriv i stedet, hvad I konkret gør for at kompensere for jeres CO2-udledning,” skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Baggrunden er, at det er svært at dokumentere klimaeffekten af projekterne, og derfor kan markedsføring af et produkt som CO2-neutralt eller CO2-kompenseret nemt vildlede forbrugerne.  Selv hvis det er muligt at dokumentere klimaeffekten, vil det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse være en væsentlig oplysning for forbrugerne at vide, at neutraliteten eller kompensationen skyldes køb af klimakreditter. Den oplysning skal ske samtidig med, at man oplyser om CO2-neutraliten eller CO2-kompensationen.

Ny lovgivning i 2026

Hvis man vil markedsføre sig med, at man er klimaneutral eller er mere miljøvenlig pga klimakompensation, skal man skynde sig at gøre det. Om to år – nøjagtigt fra den 27. september 2026 – skal Danmark have indført et forbud mod markedsføring med,  at et produkt har ”en neutral, reduceret eller positiv indvirkning på miljøet, hvis reduktionen baseres på grundlag af kompensation for drivhusgasemissioner, skriver Forbrugerombudsmanden i pressemeddelelsen.

Den ændrede lovgivning skyldes en ændring i EU’s direktiv om urimelig handelspraksis, der bliver implementeret i markedsføringsloven.

Anbefalingen fra Forbrugerombudsmanden er, at virksomheder i deres markedsføring beskriver, hvad de gør:

”Hvis en virksomhed køber kreditter i klimaprojekter, så beskriv dét i markedsføringen – men uden at love forbrugerne, at CO2-udledningen ved et produkt eller aktivitet derved bliver kompenseret eller neutraliseret.”

Som eksempel giver Forbrugerombudsmanden:
”For hver solgte [produkt], støtter vi [fx plantning af nye træer] gennem [klimaprojekt], hvorved der over de næste 20 år bliver bundet [antal kg/tons] CO2.”

Læs også
Hele 83 pct. i Bureaubiz' bureaulederundersøgelse anser AI som det vigtigste forretningsområde i de næste seks måneder. Bureaubranchen er nået til fase 3, siger Henrik Jensen, der har forskningen i ryggen.
EU’s Ministerråd har netop vedtaget PPWR-forordningen, som stiller ambitiøse krav om minimumsmål for, hvor meget emballage, der skal være af genanvendeligt materiale, og hvor meget der skal kunne genbruges. Der er også krav til at minimere og undgå unødvendigt emballage.