Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Folkeskoleaftale er en tiltrængt hyldest til trykte bøger og deres rolle i fremtidens uddannelse

Folkeskoleaftale er en tiltrængt hyldest til trykte bøger og deres rolle i fremtidens uddannelse GRAKOMs adm. direktør Carina Christensen
Carina Christensen
Adm. direktør i GRAKOM Carina Christensen
Torsdag 21. marts 2024
Vores ønsker og bekymringer er blevet hørt. Med den nye folkeskoleaftale kommer der langt flere trykte bøger i skoletasken, skriver GRAKOMs adm. direktør Carina Christensen i dette debatindlæg.

I de senere år har vi verden over for alvor indset, hvor kraftfulde de digitale teknologier er blevet. Særligt under pandemien var de vores redning i forhold til arbejde, læring og at holde kontakten - alt sammen online via vores skærme.

Midt i denne digitale revolution er der dog heldigvis også kommet stor fokus på den uundværlige værdi af trykte bøger i vores liv. Forskning viser nemlig med al tydelighed, at trykte bøger stadig har mange fordele i forhold til skærmen. De giver os mulighed for at fordybe os i viden og historier på en unik måde, som skærmen ikke kan matche. De hjælper med at opbygge læse- og skrivefærdigheder, fremmer ytringsfrihed og demokratisk deltagelse og udgør grundlaget for et videnssamfund.

Desuden spiller trykte bøger en afgørende rolle i den cirkulære økonomi, og den trykte bogs værdikæde skaber beskæftigelse og understøtter økonomisk vækst på mange niveauer.

I GRAKOM, hvor vi blandt andet repræsenterer den grafiske industri, har vi længe argumenteret for vigtigheden af at anerkende de trykte bøgers rolle som en sund modvægt til skærmtid – ikke mindst i skolerne.

Bøgerne er de bedste værktøjer til dybdegående læsning, og derfor skal vi støtte og værne om de trykte bøger som en værdifuld ressource for os alle.

Vores ønsker og bekymringer er blevet hørt. Med den nye folkeskoleaftale sikrer regeringspartierne sammen med Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, at der nu igen vil komme langt flere trykte bøger i skoletasken. Skærmene skal fylde langt mindre, og samlet afsættes der nu over en halv milliard kroner til indkøb af flere fysiske skolebøger. En klar hyldest til og anerkendelse af de dokumenterede fordele ved de trykte bøger fremfor skærm.

Der er al mulig grund til at rose politikerne for denne vigtige del af folkeskoleaftalen. Det er en stærkt værdsat fejring af læsningen og de trykte bøgers vigtige rolle inden for uddannelse og kultur.

Læs også
På dagens generalforsamlinger i GRAKOM og GRAKOM Arbejdsgivere var der genvalg til formand Jesper Jungersen, som nu igen besidder formandsposten for en 2-årig periode. 
200 deltagere fra alle GRAKOMs fire branchefællesskaber: Grafisk Branche, FESPA, Dansk Promotion og Creative Club, var samlet til en hel dag fuld af viden, inspiration og netværk. Der blev lyttet til, hvor Steen Bocian tror, økonomien er på vej hen. Hvilke krav Danish Crown stiller til deres underleverandører og repræsentanter fra de fire branchefællesskaber kom med deres bud på, hvordan man klarer sig. Eftermiddagen blev brugt til kunstig intelligens, hvor deltagerne fik en øjenåbnende introduktion til, hvad kunstig intelligens kan, og hvordan virksomhederne kan bruge den.