Flygtet trykkeriejer vil i arbejde

Bachir Mubayad kommer aldrig til at vende tilbage til sit trykkeri. Det blev brændt ned til grunden sidste år af ukendte gerningsmænd, og kort efter flygtede han med sin kone og to børn ud af Syrien og væk fra den krig, der har hærget hans hjemland siden 2011.

Nu håber den 31-årige syrer at kunne vende tilbage til det fag, han kalder sin livsvej:

»Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at kunne arbejde på et trykkeri igen,« siger han, da UDKOM møder ham ved jobformidlingen på Frederiksberg Rådhus.

Gennem en tolk fortæller han, at han har arbejdet på sin onkels trykkeri i 17 år, hvoraf han de seneste år har været indehaver efter at have købt sin onkel ud.

»Jeg havde syv ansatte, og vi producerede alt fra visitkort og bryllupsinvitatio¬ner til udendørs reklameskilte,« fortæller Bachir.

Truet til at lukke trykkeri
Trykkeriet hed Rehab, der på arabisk betyder ’den hvide hest’, og lå i den nordlige by Aleppo, der har dannet skueplads for nogle af de mest brutale kampe under den syriske borgerkrig.

Trykkeriet fungerede de første år af krigen, men sidste år skete der noget:

»Der kom en gruppe mænd og truede mig. De mente, at det var upassende at trykke bryllupskort og reklamer i en tid med krig, så de krævede, at vi stoppede arbejdet. Det nægtede jeg. Men de gjorde desværre alvor af truslerne og sprang trykkeriet i luften med en bombe.«

Bachir Mubayad besluttede derefter at flygte. Væk fra Syrien.

På flugt med gravid kone
»Jeg var nødt til at tænke på min familie, for jeg kunne ikke længere garantere deres sikkerhed. Min kone var gravid, og vi har to små børn, og det var ikke længere sikkert at være i Aleppo.«

Familien håbede at kunne komme hele vejen til Danmark, fordi Bachirs kone i forvejen har familie her i landet.

»Det tog 11 dage at komme frem til den tyrkiske grænse. Da vi kom ind i Tyrkiet, tog det omkring fire dage at komme videre til Grækenland. På det tidspunkt var min kone gravid i 8. måned, så det var vigtigt, at vi nåede frem til Danmark, inden hun skulle føde. Hun nåede heldigvis at komme herop inden fødslen. Vi ankom 3. december sidste år, og hun fødte dagen efter,« siger Bachir og smiler skævt.

Efter 11 måneder i Danmark har Bachir nu opholdstilladelse og derfor mulighed for at tage arbejde – og det skal helst være i den branche, han kender hjemmefra.

»Det er begrænset, hvor meget jeg kender til den grafiske branche i Danmark. Men jeg kan se, at I er langt foran her i Danmark med hensyn til maskiner og teknologi i det hele taget. Men med 17 års erfaring er jeg sikker på, at jeg kan bidrage, og jeg er villig til at opkvalificere mig, hvis det er nødvendigt,« siger Bachir, der har arbejdet med en række maskiner på sit trykkeri i Syrien.

»Vi havde en offsetmaskine, der kunne trykke en farve ad gangen. Vi havde også en maskine, der kunne trykke 100 x 70 cm, og den brugte vi blandt andet til at producere skoæsker. En tredje maskine lavede klistermærker, så det kender jeg også til. Og så har jeg selvfølgelig erfaring med design og brug af Photoshop.«

Grakom vil have flygtninge i arbejde
Grakom opfordrer til, at virksomheder i de grafiske fag kaster sig ud i at ansætte flygtninge.

»Det her er en oplagt mulighed for at kunne hjælpe nogle mennesker og samtidig få noget ud af det den anden vej. Der er lavet nogle gunstige muligheder, der gør det økonomisk muligt at ansætte en flygtning,« siger Peter Balle, advokat hos Grakom.

»Her er en mand, der i forvejen har mange års erfaring fra branchen, så på den måde har han formentlig en fordel. Samtidig er der flere muligheder for støtte, hvis man ansætter en flygtning,« siger Peter Balle, der opfordrer medlemsvirksomheder til at ringe ind med eventuelle spørgsmål om mulighederne.

Bachir Mubayad går nu på danskkursus og søger job via jobformidlingen.

Han viser et billede på sin mobiltelefon af en af de bryllupsinvitationer, han har produceret. Den er hvid med arabiske bogstaver i guldtryk, der samtidig er præget. Han fortæller, at han engang trykte 1200 invitationer til et enkelt bryllup, hvilket stadig står som rekorden for hans trykkeri. Faktisk var det ikke et hvilket som helst bryllup, det var nemlig hans eget.

»Jeg vil virkelig kæmpe for at kunne blive i branchen. For jeg ser det som en livsvej, som jeg er kommet ind på for 17 år siden, og den vil jeg meget gerne fortsætte.«