Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Flere virksomheder går konkurs – teknik en del af forklaringen

Tirsdag 11. oktober 2016
Konkursniveauet for Grakombrancherne lå i årets første 3 kvartaler et stykke over niveauet fra sidste år. Samme tendens ses for den samlede økonomi, og en del af forklaring skyldes tekniske årsager.

Fra årets start var det forventet, at antallet af konkurser i år ville være på niveau med sidste år.

Efter de første ni måneder må det dog konstateres, at året har budt på langt flere konkurser end i 2015.

Det kan virke overraskende, da økonomien i år har oplevet en svag forbedring, og privat forbruget har været stigende. Samtidig er renten forblevet på et historisk lavt niveau, hvilket letter virksomhedernes gældsbyrde betydeligt.

En del af forklaringen har dog også en mere teknisk karakter. Der har tidligere været en sagspukkel hos Erhvervsstyrelsen, som har udskudt konkurser til 2016 – dette trækker ligeledes i retning af, at konkursniveauet i 2015 er undervurderet. Samtidig er SKAT begyndt at indkræve gammel skattegæld, hvilket også giver en stigning i antallet af konkurser.

Der foreligger desværre ikke data for, hvor stor betydning disse tekniske forklaringer har haft.

Konkursniveauet er blevet fordoblet

I årets første ni måneder var antallet af konkurser i Grakombrancherne dobbelt så højt som samme periode sidste år. Som nævnt kan en del af forklaringen på denne stigning findes hos Erhvervsstyrelsen, som har udskudt en del konkurser til i år.

På samme måde var antallet af konkurser i hele økonomien ligeledes en del højere i årets første ni måneder i forhold til de samme måneder sidste år. Der var 1.818 konkurser i aktive virksomheder i perioden januar-september 2016, og det var 28 pct. flere end de 1.420 i samme periode i 2015. I 2014 var der 1.205 konkurser i perioden januar-september.

Inden for Grakombrancherne var det især reklamevirksomhederne, som trak antallet af konkurser op. Mens der også var en stigning inden for trykkerierne (anden trykning).

Det er første gang siden 2012, at et trecifret antal virksomheder inden for Grakombrancherne er gået konkurs i årets første ni måneder.

Antallet af konkurser i Grakombrancherne

Forventninger til fremtiden


Resten af 2016 må - som årets første måneder - ligeledes forventes at byde på flere konkurser end sidste år. Men for 2017 ventes atter en normalisering, da sagspuklen hos Erhvervsstyrelsen sandsynligvis vil være indhentet. Således forventes et konkursniveau for 2017, som vil nærme sig niveauet for 2015, dog uden at blive helt så lavt.

Det forudsættes her, at renteniveauet forbliver lavt i 2017, mens den økonomiske vækst tager til.

Læs også
Det blev et ja ved afstemningen om Forligsmandens mæglingsforslag, og dermed er de nye overenskomster gældende. 
Det er en ny rolle, men én han går til med både ydmyghed og ambitioner. Adm. direktør i Jydsk Emblem Fabrik, René Milholt, er netop valgt ind i GRAKOM og GRAKOM Arbejdsgiveres bestyrelse. Her ser han frem til at give promotionbranchen en stemme i drøftelserne om kommunikationsindustriens vilkår og fremtid.