Flere spørgsmål om PPWR går igen hos GRAKOMs medlemmer
PPWR-reglerne, der gælder fra den 12. august i år, giver fortsat anledning til en række spørgsmål hos GRAKOMs medlemmer. For selv om reglerne nu gælder, er det ikke på alle områder klart, hvordan virksomhederne skal håndtere dem i praksis.
Det mærker miljø- og klimarådgiver Kamilla From-Nielsen, når medlemmerne kontakter GRAKOMs ESG-hotline.
Hvad spørger medlemmerne om?
”Det første spørgsmål er typisk, hvilken rolle virksomheden har, og dermed hvilke forpligtelser den har,” siger Kamilla From-Nielsen.
Hun tilføjer, at det kan være vanskeligt at fastlægge rollen, fordi en virksomhed ikke nødvendigvis har den samme rolle i alle sine værdikæder.
”Den store forvirring er, at man kan have flere roller i forskellige værdikæder. Man kan også have flere roller i værdikæder, der ligner hinanden. Hvis en anden medlemsstat eller et tredjeland er involveret, og er der dermed tale om import eller eksport, kan det ændre på ansvarsfordelingen.”
Derfor anbefaler hun, at virksomheden kigger på den konkrete værdikæde, før man fastlægger sin rolle og sine forpligtelser.
Hvad er så udfordringen, når rollerne er på plads?
”Når vores medlem har fundet ud af, hvilken rolle virksomheden har, handler spørgsmålene ofte om dokumentation,” siger Kamilla From-Nielsen og fortsætter:
”Det hænger bl.a. sammen med, at medlemmernes kunder heller ikke altid har fuld indsigt i reglerne.”
Usikkerheden hos kunderne kan betyde, at de beder leverandørerne – altså GRAKOMs medlemmer – om oplysninger uden at vide præcist, hvilken dokumentation de har brug for.
Det er Energistyrelsen, der har overtaget opgaverne på affaldsområdet fra Miljøstyrelsen. Og selvom det er de samme medarbejdere, der arbejder med cirkulær økonomi, er der endnu ikke kommet klare retningslinjer på området.
Medlemmerne spørger også til kravene til, hvilke stoffer emballagen må indeholde og hvordan dette dokumenteres.
”Der er kommet krav til, hvad emballagen må indeholde, og til at den skal testes. Der er kommet en standard for, hvordan man tester for tungmetaller, men EU-Kommissionen har anbefalet en metode til måling og verifikation af tungmetaller, men der foreligger endnu ikke en tilsvarende metode eller standard for, hvordan PFAS skal teste," siger Kamilla From-Nielsen.
Ligeledes spørger medlemmerne om, hvilke virksomhedsoplysninger der skal stå på emballagen. Her oplever GRAKOM, at medlemmerne og deres kunder kan have forskellige opfattelser af, hvem der skal fremgå.
”Det er fabrikantens oplysninger, der skal stå på emballagen. Men vores medlemmer er ofte leverandører, og deres kunder tror i nogle tilfælde, at det er vores medlemmers oplysninger, der skal stå der,” siger Kamilla From-Nielsen.
Hun tilføjer, at spørgsmålet hænger sammen med afklaringen af virksomhedens rolle.
Hvad gør medlemmerne, når kunderne efterspørger dokumentation?
”GRAKOM kan hjælpe med at afklare reglerne, og vi går også nogle gange i dialog med vores medlems kunder, fordi det kan være svært for medlemmet at afkode, hvad kunden egentlig har brug for. Vi hjælper kunden med at få de relevante oplysninger, men også med at få afgrænset, hvornår dokumentationen er tilstrækkelig,” siger Kamilla From-Nielsen.
GRAKOMs medlemmer kan kontakte ESG-hotlinen med spørgsmål om bl.a. roller, dokumentationskrav, indholdsstoffer, oplysninger om emballagen og henvendelser fra kunder. Ring eller skriv til Kamilla From-Nielsen på 71 96 09 24 eller kfn@grakom.dk.
GRAKOMs medlemmer kan også bruge PPWR-skabeloner fra Intergraf. De kan bruges til at indhente, samle og videregive den information, der er brug for i værdikæden.