Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Finsk transportstrejke kan give papirmangel

Finsk transportstrejke kan give papirmangel
Fredag 17. februar 2023
Sammenbrud i finske overenskomstforhandlinger kan føre til mangel på magasiner, ugeblade, aviser og reklametryksager i Danmark. GRAKOM Kommunikationsindustrien er bekymret for om trykkerierne kan levere trykte medier og reklamer til kunderne til tiden.

Sidste år blev det europæiske papirmarked hårdt ramt af en langvarig strejke på den store finske papirproducent UPM. Strejken var stærkt medvirkende til stigende papirpriser og papirmangel ikke mindst på det danske marked. Nu er det transportsektorens overenskomstforhandlinger, der er stødt på grund. Det har ført til strejke og lukkede havne indtil videre i en uge. Derfor kan papiret ikke nå frem.

”Den finske strejke kommer virkeligt på et kritisk tidspunkt. Papirmarkedet har det seneste år været ganske nervøst med store prisstigninger, hvilket blandt andet har skyldtes høje energipriser kombineret med en lav produktionskapacitet, idet flere papirfabrikker er lukket under coronaepidemien”, siger Thomas Torp, adm. direktør for GRAKOM, der er erhvervsorganisation for kommunikationsindustrien.

Hos GRAKOM er man særligt bekymret for, om strejken bliver langvarig. Hvis det er overstået på en uges tid, så vil det ikke have stor betydning. Men papirmarkedet er følsomt for de finske forhold, for en meget stor andel af papiret til rotationstryk kommer netop fra Finland, herunder fra UPM og Sappi.

”Situationen kan ende på samme måde som sidste forårs strejke hos den finske papirproducent UPM, hvor strejken trak ud, hvilket førte til mangel på flere forskellige papirkvaliteter og massive prisstigninger. Særligt magasin- og avispapir blev hårdt ramt af prisstigninger, og det er naturligvis stærkt utilfredsstillende både for kunderne og for trykkerierne. Vi har brug for det finske papir”, siger Thomas Torp, der understreger, at foreningens medlemmer gør alt hvad de kan for at hjælpe kunderne gennem en papirmangel.

Læs også
EU-regulativ om skovrydning bliver gældende fra slutningen af året. Der er fortsat en række uafklarede forhold, men grafiske virksomheder kan få mere at vide om, hvor langt man er på dette Intergraf-webinar.
Forståelsen hos folkeskoleelever hænger positivt sammen med at læse på papir, mens læsevaner på skærmen er minimalt relateret til læseforståelse.