Fastholdelsesbonus ikke del af løbende lønydelse

Højesteret afsagde den 30. januar 2012 dom i en sag, der angik, hvorvidt en aftalt ordning mellem virksomheden og medarbejderne om fastholdelsesbonus medførte, at en funktionær, der havde opsagt sin stilling inden udbetalingsterminen af fastholdelsesbonussen, havde krav på en forholdsmæssig andel heraf.

Medarbejderen anførte, at denne havde krav på en forholdsmæssig andel af fastholdelsesbonussen, idet bonussen var udtryk for et lønelement, der var omfattet af funktionærlovens § 17 a, og at en fastholdelsesbonus efter hidtidig retspraksis var anset som et vederlag, der var omfattet af § 17 a, samt at en betingelse om fortsat ansættelse på udbetalingstidspunktet var ugyldig efter funktionærlovens § 21. Medarbejderen anførte således, at bonussen ville være en del af lønnen, uanset om den blev anset for at være udtryk for en præstationsbonus eller en loyalitetsbonus.

Arbejdsgiveren anførte, at ordningen med fastholdelsesbonus var saglig, da den var indgået med henblik på at motivere medarbejderne til ikke at opsige deres stillinger, pga. at arbejdsgiveren havde et behov for at kunne fastholde sine medarbejdere i perioden indtil forflyttelse af arbejdsstedet. Arbejdsgiveren påpegede ligeledes, at det var aftalt, at hvis en medarbejder blev opsagt af virksomheden, ville denne få udbetalt sin fastholdelsesbonus i form af en fratrædelsesgodtgørelse. Arbejdsgiveren påpegede endvidere, at udbetaling af fastholdelsesbonus var uafhængig af, hvilket resultat medarbejderne præsterede, og dermed blev ydet ud over den almindelige løn, samt at formålet med bonussen klart fremgik af aftalen, der var indgået med medarbejderne, således at de var bekendte med deres retsstilling.

Højesteret lagde til grund, at arbejdsgiveren havde en tungtvejende interesse i at fastholde medarbejderne, at bonussen ikke var resultatbetinget, og at medarbejderne ikke på aftalen kunne støtte forventning om en forholdsmæssig udbetaling af bonussen.

Højesteret fandt herefter, at fastholdelsesbonussen ikke udgjorde et vederlag, der var omfattet af funktionærlovens § 17 a.

Kilde: Højesterets dom af 30. januar 2012, 2. afdeling, sag 243/2009.