Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

EUDR: GRAKOM efterlyser klarhed – ikke hastværk

EUDR: GRAKOM efterlyser klarhed – ikke hastværk
Mark Williams
Chef for ESG og bæredygtig udvikling Mark Williams
Onsdag 29. oktober 2025
EU-Kommissionen bør sætte processen omkring EUDR midlertidigt i bero. Reglerne er endnu ikke endeligt vedtaget, og den juridiske uklarhed gør det urealistisk for virksomheder at forberede sig. GRAKOM advarer om, at det også vil ramme små virksomheder, selvom de har fået et års udsættelse.

EU-Kommissionen bør sætte processen omkring EUDR midlertidigt i bero. Det mener GRAKOM, som i lighed med Intergraf og en række andre europæiske organisationer, opfordrer til en såkaldt stop-the clock-mekanisme.

Årsagen er, at der stadig hersker stor usikkerhed om, hvad de konkrete regler kommer til at indebære – og hvornår de endeligt vedtages.

Selvom EU-Kommissionen har besluttet, at skovrydningsforordningen skal træde i kraft allerede ved udgangen af 2025 for mellemstore og store virksomheder, er de endelige regler endnu ikke vedtaget, og de seneste ændringer fra Kommissionen har skabt yderligere uklarhed. Det er urealistisk at forvente, at virksomhederne kan nå at tilpasse sig regler, som måske først bliver endeligt vedtaget få dage før ikrafttræden.

Selvom mikro- og små virksomheder har fået et års udsættelse, vil de i praksis også blive ramt, da de er en del af den grafiske værdikæde. Den juridiske uklarhed, som strider mod EU’s egne principper, skaber derfor problemer for investeringer, drift og konkurrenceevne i hele branchen.

Stop-the-clock

Formålet med at sætte processen i ro er ikke at underminere reguleringens miljømål – tværtimod. Den grafiske branche støtter fuldt ud kampen mod afskovning. Men reglerne skal være juridisk klare, forudsigelige og realistiske at efterleve for alle størrelser virksomheder.

GRAKOM mener derfor, at det er nødvendigt med tid til en grundig vurdering af konsekvenserne, og at der bliver gennemfør forenklinger, så reglerne bliver praktisk anvendelige for virksomheder i hele værdikæden.

Kun med klare, stabile og realistiske rammer kan den grafiske branche levere på de grønne ambitioner og samtidig sikre en sund og konkurrencedygtig sektor – både i Danmark og i EU.

Baggrund

EUDR træder i kraft den 30. december 2025 for store og mellemstore virksomheder. Det meldte Europa-Kommissionen ud i sidste måned. Men selvom mindre virksomheder formelt får længere tid, vil det i praksis få begrænset effekt. Værdikæderne i den grafiske branche er naturligvis tæt forbundne, og når de store aktører skal overholde reglerne fra dag ét, vil deres mindre leverandører blive tvunget til at følge med – ellers risikerer de at miste samarbejdspartnere og ordrer.

 

Læs også
Mange ejerledere og ejerfamilier kan sikre sig sparring og udvikling af virksomheden ved at etablere en professionel bestyrelse, lyder opfordringen fra to eksperter i ledelse i den grafiske branche.  
Markedet, ordreindgangen og ressourceforbruget på kunderne er de mest udbredte begrænsninger for bureauernes vækst. Manglende proaktivitet og kundernes insourcing fylder hos mange, men der er forskelle mellem bureaustørrelserne. Det viser Bureaubiz’ bureaulederundersøgelse.