EU: Digital nulmoms for alle medietyper er nu muligt
GRAKOM har sammen med Danske Medier og Dansk Erhverv sendt et brev til kulturministeren for at gøre hende opmærksom på, at nu er det et spørgsmål om dansk politisk vilje for at sænke momsen på digitale magasiner og ugeblade.
Vejen til dette blev nemlig banet tidligere i denne uge, hvor de europæiske finansministre besluttede, at digital nulmoms for alle medietyper er fuldt foreneligt med EU-retten.
GRAKOM har arbejdet flere år på at få ændret lovgivningen, så digitale ugeblade og magasiner får lige vilkår med trykte og digitale aviser og nyhedsmedier i forhold til moms. I brevet til kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen skriver direktørerne i GRAKOM, Danske Medier og Dansk Erhverv:
”Vi er glade for denne melding, da vi længe har argumenteret for, at de trykte medier (der i dag er omfattet af nulmomsen) og digitale publicistiske medier bør sidestilles. Det vil være med til at styrke mangfoldigheden af danske digitale medier, og det er vigtigt i konkurrencen med techgiganterne.”
Historiske grunde skaber ulighed
De tre foreninger gør kulturministeren opmærksom på den ulige konkurrence i, at en historie kan blive udgivet i et digitalt magasin, hvor der skal betales moms, mens den samme type historie kan blive publiceret i en digital avis, der ikke er momsbelagt.
”Der er dermed opstået en situation, hvor nogle aktører af historiske grunde kan tilbyde digitale platforme med livsstil, kultur og podcast uden moms, mens andre lignende og identiske digitale tjenester er belagt med fuld moms,” står der i brevet til kulturministeren.
Endvidere lyder det:
”Denne forskelsbehandling bør ophøre ved at sikre, at alle online medieudgivelser med publicistisk indhold, som eksempelvis digitale ugeblade og magasiner, podcasts, m.m. kan være omfattet af nulmoms.”