EU-aftale fjerner tunge rapporteringskrav for danske virksomheder
Det danske EU-formandskab og Europa-Parlamentets forhandlere er i denne uge blevet enig om en foreløbig aftale, der skal gøre kravene til bæredygtighedsrapportering langt enklere.
Aftalen, den såkaldte Omnibus 1-pakke, betyder ifølge Erhvervsministeriet, at danske virksomheder samlet set slipper for byrder på mindst seks mia. kr. Det svarer til en reduktion på 95 pct. i forhold til det oprindelige forslag, lyder det. Samtidig reduceres antallet af omfattede danske virksomheder fra ca. 2.200 til ca. 275.
Med aftalen hæves grænsen for rapporteringspligt til virksomheder med over 1.000 ansatte og en omsætning på mere end 450 mio. euro. Børsnoterede små og mellemstore virksomheder fjernes helt fra anvendelsesområdet. Samtidig bliver antallet af datapunkter mindre, så rapporteringen bliver enklere og data mere sammenlignelige mellem virksomheder.
Virksomheder, der skulle starte rapportering i 2024, de såkaldte bølge 1-selskaber, får en overgangsundtagelse og er også fritaget i 2025 og 2026, hvis de falder uden for de nye grænser.
Aftalen indeholder en klausul om, at EU senere vil evaluere, om grænserne skal justeres, hvilket betyder, at flere virksomheder kan blive omfattet på sigt.
Den foreløbige aftale skal stadig godkendes af Rådet og Europa-Parlamentet, men den sender et klart signal om, at EU vil reducere bureaukratiet og styrke konkurrenceevnen. Og får GRAKOMs medlemsvirksomheder betyder det mindre tid på tunge rapporteringskrav og i stedet for fortsat fokus på grønne løsninger.
”Vi håber, at lettelsen i kravene vil føre til, at GRAKOMs medlemsvirksomheder kan fortsætte med at bruge energien på at blive miljøvenlige uden samtidig at blive overbebyrdet af krav. Og samtidig udnytte at fortælle om de konkrete miljøvenlige forbedringer til deres kunder,” siger Søren Stemann Beck, ad. Direktør i GRAKOM.