Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

ESG-rapportering er ikke dødt – fokus har bare ændret sig

ESG-rapportering er ikke dødt – fokus har bare ændret sig
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Mandag 02. februar 2026

EU har lempet kravene, men store kunder efterspørger fortsat dokumenterede ESG‑data fra deres samarbejdspartnere. En ny frivillig standard gør arbejdet lettere – og den bliver omdrejningspunktet, når GRAKOM sætter fokus på SMV’ernes ESG‑rapportering.

ESG-arbejdet fylder stadig i samarbejdet mellem kunder og virksomheder. De store aktører skal ifølge lovgivningen dokumentere deres klima- og samfundsdata i værdikæden, og det betyder, at også SMV’er kan blive bedt om at levere relevante ESG-oplysninger, uafhængigt af, at EU har rullet miljø- og klima-stramninger tilbage for mindre og mellemstore virksomheder.

Samtidig stiller banker og andre finansielle aktører fortsat krav til ESG-arbejdet hos virksomhederne, fordi bankerne er forpligtet til at indarbejde ESG‑risici i deres kreditvurderinger.

”Det kan være fristende for SMV’er at lægge ESG-arbejdet på hylden, men det vil være en kortsigtet beslutning, bl.a. fordi markedet stadig efterspørger dokumentation,” siger Mark Williams, der er chef for ESG og bæredygtig udvikling i GRAKOM.

Han fortsætter:

”Hvis du ikke kan dokumentere din virksomheds væsentlige ESG-data, bliver du et usikkert valg i dine kunders risikovurdering, også selvom din virksomhed ikke selv skal leve op til nogle lovpligtige krav. Samtidig kan arbejdet med ESG bruges som et ledelsesværktøj til at skabe overblik over risici og processer internt i virksomheden.”

En frivillig standard gør ESG-arbejdet overskueligt

For at lette processen med ESG-arbejdet har EU indført en frivillig og forenklet rapporteringsstandard, VSME-standarden. Den giver mindre virksomheder et overskueligt format til de vigtigste ESG-data og gør det samtidig lettere at imødekomme kundernes forespørgsler.

”VSME giver virksomheder og kunder et fælles sprog. Det gør rapporteringen mere håndtérbar, og de oplysninger som store virksomheder har brug for til deres ESG-rapportering, er med i VSME,” lyder det fra Kamilla From-Jensen, der sammen med Mark Williams afholder et webinar om netop ESG-rapportering for små og mellemstore virksomheder.

Udover forventningerne fra markedet kommer der også den 27. september 2026 skærpede krav til, hvordan virksomheder må kommunikere om bæredygtighed.

Læs her om webinaret: ESG-rapportering for små og mellemstore virksomheder, som er gratis for GRAKOMs medlemmer og koster 750 kr. for ikke-medlemmer.

Læs også
Den foreløbige EU-aftale fjerner tunge rapporteringskrav og giver danske virksomheder en lettelse på seks milliarder kroner. Kun de største danske virksomheder bliver omfattet, og antallet reduceres fra cirka 2.200 til 375.
Et pilotprojekt med AI skal hjælpe teknikere hos NIZE equipment med hurtig adgang til dokumentation og automatiseret rapportering.