Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Enighed om hjælpepakke med nye muligheder

Enighed om hjælpepakke med nye muligheder Folketinget er blevet enige om en ny hjælpepakke med nye støtteordninger til virksomhederne. Nedenfor er et udpluk af de tiltag, som kan have betydning for din virksomhed.
Mads Lindegaard
Cheføkonom Mads Lindegaard
Torsdag 19. marts 2020
Folketinget er blevet enige om en ny hjælpepakke med nye støtteordninger til virksomhederne. Nedenfor er et udpluk af de tiltag, som kan have betydning for din virksomhed.

Finansminister Nikolai Wammen præsenterede i dag flere nye tiltag på vej til de danske virksomheder på et pressemøde kl 11. Vi har her samlet nogle relevante udpluk.

 

Midlertidig kompensation for virksomheders faste udgifter

Virksomheder som oplever en stor omsætningsnedgang kan få godtgjort dokumentérbare faste udgifter, herunder fx husleje, renteudgifter og uopsigelige kontraktbundne udgifter i en periode (fx leasing).

Den midlertidige kompensationsordning dækker dermed nogle udgifter for virksomhederne, som 'Trepartsaftalen om lønkompensation' ikke gør.

Kompensationsgraden afhænger af, hvor stor omsætningsnedgangen har været. Andelen af faste udgifter kompenseres efter følgende trappe:

  • 80 pct., hvis omsætningsnedgangen har været på 80-100 pct.
  • 50 pct., hvis omsætningsnedgangen har været på 60-80 pct.
  • 25 pct., hvis omsætningsnedgangen har været på 40-60 pct.

Virksomheder, hvor regeringen har udstedt midlertidigt forbud mod at drive forretning for at inddæmme smittespredning af COVID-19, vil blive kompenseret, svarende til 100 pct. af de omfattede faste udgifter, så længe forbuddet er gældende.

Ansøgning, kriterier og kontrol
Virksomheden kan ansøge om kompensation ved at sende en revisorpåtegnet opgørelse over sine faste udgifter de tre foregående måneder.

Den forventede omsætningsnedgang som følge af COVID-19 opgøres for hele eller dele af perioden fra 9. marts 2020 til 9. juni 2020 med reference til samme periode i 2019. Virksomheden bekræfter med tro og love, at omsætningen er faldet.

Dernæst udbetaler Erhvervsstyrelsen kompensationen. Der kan ydes 80 pct. støtte til udgiften for revisorpåtegnelsen, såfremt en ansøgning udløser kompensation.

Ved udgangen af perioden vil der ske en kontrol på baggrund af momsindberetninger, hvorefter der vil kunne ske en efterregulering svarende til det faktiske omsætningstab. Hvis omsætningen er faldet væsentligt mindre, skal kompensationen betales tilbage.

Der kan ikke ansøges om kompensation, hvis de faste udgifter udgør mindre end 25.000 kr. i perioden (henset til udgifterne ved revisorpåtegnelsen).

Der kan maksimalt opnås kompensation for 60 mio. kr. pr. virksomhed i perioden.

 

Midlertidig kompensationsordning for selvstændige og freelancere

Selvstændige er ikke direkte omfattet af trepartsaftalen om lønkompensation. Derfor indfører regeringen en ordning, der betyder, at de små selvstændige, der oplever mere end 30 pct. nedgang i omsætningen som konsekvens af COVID-19 virus, kan blive kompenseret.

Kompensationen fra staten udgør 75 pct. af omsætningstabet, dog maksimalt 23.000 kr. pr. måned svarende til satserne i lønkompensationsordningen for funktionærer aftalt med arbejdsmarkedets parter i trepartsaftalen.

Kompensationen kan udgøre op til 46.000 kr. pr. måned, hvis den selvstændige har en medarbejdende ægtefælle.

Det vil også være muligt at få støtte fra ordningen for selvstændige uden CVR-nr., som har oplevet et fald i B-indkomsten på 30 pct.

Den selvstændige kan i så fald få dækket 75 pct. af B-indkomsttabet, dog maksimalt 23.000 kr. pr. måned.

Den selvstændige eller lille erhvervsdrivende kan højest få kompensation i tre måneder fra den 9. marts og frem til den 9. juni.

Det er et krav, at virksomheden ikke har mere end 10 fuldtidsansatte. Og det er et krav, at omsætningen tidligere har været over 15.000 kr. pr. måned i snit. Den helt konkrete model fastlægges hurtigst muligt, når de datamæssige muligheder er endeligt afklaret.

Ansøgning og udbetaling
Virksomhederne skal ansøge om kompensationen på Erhvervsstyrelsens virksomhedsportal virksomhedsguiden.dk.

Erhvervsstyrelsen arbejder på at kunne modtage de første ansøgninger hurtigst muligt. Information herom vil blive offentliggjort på virksomhedsguiden.dk.

Du kan se pressemeddelelse og faktaark fra dagens initiativer her:

https://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2020/03/regeringen-og-partier-enige-om-hjaelpepakke

Læs også
Hele 83 pct. i Bureaubiz' bureaulederundersøgelse anser AI som det vigtigste forretningsområde i de næste seks måneder. Bureaubranchen er nået til fase 3, siger Henrik Jensen, der har forskningen i ryggen.
EU’s Ministerråd har netop vedtaget PPWR-forordningen, som stiller ambitiøse krav om minimumsmål for, hvor meget emballage, der skal være af genanvendeligt materiale, og hvor meget der skal kunne genbruges. Der er også krav til at minimere og undgå unødvendigt emballage.