Emballagedagen 2025: 90 deltagere blev klogere på lovgivning, forbrugere og trends
90 engagerede deltagere fyldte salen på Comwell i Middelfart, da GRAKOMs nye adm. direktør, Søren Stemann Beck, bød velkommen til Emballagedagen 2025. Dagen var arrangeret af EmballageForum, som er en del af GRAKOM.
”De kommende år vil kræve, at vi ikke blot tilpasser os nye lovkrav, men at vi gentænker hele vores måde at arbejde med emballage på. Det gælder alt – fra designfasen til materialevalg, fra produktion til distribution, og fra genbrug til genanvendelse. Hele værdikæden skal tænkes i et mere cirkulært perspektiv,” sagde Søren Stemann Beck.
Derfor glædede det ham også, at rekordmange deltog i år, hvor det var femte gang, at Emballagedagen blev afholdt, og at deltagerne kom fra hele emballageværdikæden.
Data skal bruges strategisk
Fagchef Rikke Halkjær Kristensen fra EmballageRetur gav en status på den kollektive ordning i forbindelse med det udvidede producentansvar, der trådte i kraft den 1. oktober i år samt den kommende emballageforordning, PPWR.
Hun opfordrede medlemmerne til at bruge de data, der opsamles i forbindelse med producentansvaret, strategisk.
”Ved at analysere jeres emballageportefølje kan I identificere områder med store mængder emballager og potentielle besparelser. Vi har udarbejdet en quick guide, der kan hjælpe jer med at få et overblik,” sagde Rikke Halkjær Kristensen.
Samtidig nævnte hun, at både myndighederne og EmballageRetur vil udvælge virksomheder til audits, og derfor er det en god idé selv at føre egenkontrol allerede nu.
Større fokus på miljø
Hos VPK Group, der producerer 2,3 mia. m2 bølgepap er optimering en del af hverdagen. Salgsdirektør Heine Schneider og product development manager Astrid Juhl fortalte, hvordan de arbejder med både data og kundebesøg for at finde forbedringer til at reducere CO2, og sikre, at emballagen passer til kundens produktion og logistik.
Astrid Juhl gav flere konkrete eksempler, bl.a. en kunde, der gik fra tre farver til en farve på logoet på transportemballagen.
”Brandingværdien er måske ikke så vigtig på en transportemballage og ved at gå fra tre til en farve, sparede man både på omkostningerne samt optimerede miljømæssigt,” sagde Astrid Juhl.
VPK oplever stigende efterspørgsel på viden om producentansvar, og hvor der tidligere primært var fokus på økonomi, er der nu også fokus på miljø.
”Men vi har nu altid sørget for, at kunderne ikke skulle overemballere,” sagde Heine Schneider. Forskellen er, at nu efterspørger kunderne det også.
Der blev minglet på kryds og tværs i kaffepausen
Forbrugerne handler mere i tråd med deres holdninger
Efter en kaffepause, hvor der blev netværket flittigt, præsenterede nordic marketing & communication manager Marianne Keinicke Hansen og head of innovation & sustainability Mette Staal fra DS Smith deres nordiske forbrugerundersøgelse.
Den viser, at forbrugerne i stigende grad prioriterer bæredygtighed, genanvendelighed og mindre emballage, og at de i højere grad handler mere i tråd med deres holdninger.
”Say-do-gappet er blevet mindre,” lød det fra Mette Staal.
Undersøgelsen viser også, at forbrugerne gerne vil have mere information på emballagen. Derfor opfordrede Marianne Keinicke Hansen til at bruge emballagen som kommunikationskanal og til at vise virksomhedens bæredygtighed uden at greenwashe.
Ifølge undersøgelsen er det ikke de unge, men dem over 55 år, der går mest op i genanvendelige materialer og minimal emballage. Måske ikke tilsvarende overraskende går kvinder mere op i bæredygtighed end mænd, men når det gælder lokal produktion, er der ingen forskel på køn og alder. Samtidig er det det, flest lægger vægt på.
Toms går forrest trods modstand fra kunderne
Head of communication & sustainability, Ditte Haugaard Clausen fra Toms Group fortalte Toms allerede i 2021 satte sig et mål om, at al emballage skal være genanvendelig i 2025.
”Guldkaramellen er dog vores akilleshæl, for den er ikke lavet i genanvendelig monomateriale. Men det er stort set også det eneste produkt, vi har, hvor emballagen ikke kan sorteres og genanvendes,” sagde Ditte Haugaard Clausen.
Toms har også gjort Pingvin-poserne mindre. Det kan betyde, at kunderne tror, der er mindre indhold, selvom mængden er den samme, og at de derfor køber større poser fra konkurrenterne.
”Konkurrenter betyder selvfølgelig noget for, hvor meget man kaster sig ud i bæredygtighed. Men nogle må tage rollen på sig, og det vil vi gerne,” sagde Ditte Haugaard Clausen. Hun fortalte, at Toms netop har sat sig et mål om at reducere plast i emballagen med 30 pct. inden 2030.
”Plast er et fantastisk materiale til fødevarer, men det er sund fornuft at bruge mindre materiale uanset, hvilket.”
Samtidig kom hun med en opfordring til de plastikproducenter, der var tilstede om at kontakte hende med gode ideer til, hvordan det kunne lade sig gøre.
Nostalgi trender
Kreativ direktør og trendspotter Helle Dollerup Wegeberg fra Cameleon Creatives, der er specialiserede i emballagedesign, præsenterede en række nye trends. Hun pegede på, at det er blevet sværere at henvende sig til en bestemt målgruppe, og at emballagen derfor skal give forbrugerne mulighed for at identificere sig med brandet.
En af trendsene er newstalgia, hvor man kombinerer nostalgi med et moderne udtryk.
”Når det er krisetid, kigger man tilbage til det, man kender. Derfor vender analoge kameraer, notesbøger og trykte medier tilbage,” sagde Helle Dollerup Wegeberg.
En anden trend er phygital storytelling, hvor fysisk emballage smelter sammen med det digitale.
”Forbrugeren kan skanne emballagen og få personlige tilbud, underholdning og information. Det giver mulighed for engagement og kommunikation på flere niveauer.” sagde Helle Dollerup Wegeberg.
Et netværk for dem, der vil nørde emballage
GRAKOMs adm. direktør, Søren Stemann Beck, afsluttede dagen med at opfordre deltagerne til at melde sig ind i netværket EmballageForum.
”Det er et netværk for hele emballagebranchen og man behøver ikke at være medlem af GRAKOM. I EmballageForum mødes branchen flere gange om året og går i dybden med emballagespørgsmål. Det er et fagligt mødested for alle, der arbejder med emballage – og som gerne vil blive inspireret og blive klogere sammen med andre,” sagde Søren Stemann Beck.
I næste nummer af GRAKOMs magasin: Kommunikationsindustrien, skriver vi uddybende om indlæggene fra Emballagedagen.