Emballagedagen 2024 giver en dybdegående analyse om forbrugernes opfattelse af emballage
For fjerde år i træk sætter Emballagedagen spot på det, der rører sig på Emballageområdet. Emballagedagen forventes at tiltrække en masse emballageinteresserede fra alle dele af værdikæden.
Udover at byde på gode netværksmuligheder, bliver det også en dag spækket med inspiration og viden om emballagebranchen.
For første gang bliver deltagerne præsenteret for en dybdegående forbrugeranalyse, der giver helt nye indsigter i danskernes emballageforbrug og deres opfattelse af emballage.
”Der bliver stadig mere fokus på emballagers bæredygtighed, og det betyder, at emballageindustrien, især i disse år, står overfor store forandringer. Derfor vil vi gerne inspirere og dele viden til alle, der har at gøre med emballage, og vi har bestræbt os på igen i år at udvikle et program, der får deltagerne til at gå hjem med noget, de helt konkret kan bruge i deres hverdag,” siger rådgivningschef i GRAKOM Per Kaae Hansen.
Flere nye lovkrav om bæredygtighed og affald
EU har i disse år gang i flere nye lovkrav om både bæredygtighed og affald – også inden for emballageområdet. Bl.a. det udvidede producentansvar. På Emballagedagen får du en status på, hvordan gradueringer af emballage og kategorierne skal foretages i forhold til det miljøgraduerede bidrag.
Oplægsholdere fra kundesiden og detailhandlen samt industrien selv, vil give masser af viden og inspiration om nye trends, og hvordan forbruger- og lovkrav påvirker dem.
Emballagedagen finder sted den 6. november 2024 fra kl. 12.00-17.00 på Comwell i Middelfart.
Tilmelding kan ske på Emballagedagen.dk
Program
12.00: Frokost & netværk
13.00: Velkomst v/adm. direktør Carina Christensen, GRAKOM
13.05: Globale trends i emballageinnovation – hvad trender inden for materialevalg, genanvendelse og design v/direktør Paul Jenkins, The Pack Hub (oplægget holdes på engelsk)
The Pack Hub er et britisk emballage-innovationskonsulenthus, som står bag Innovation Zone, der er en global database med 8.000 innovative emballageløsninger, som hver uge udbygges med 25 nye løsninger.
13.45: Nye indsigter om danskernes emballageforbrug og deres opfattelse af emballage v/direktør Berit Puggaard, Kantar Media
Kantar Media er Danmarks førende analysehus og står bl.a. bag Index Danmark/Gallup, Danmarks største undersøgelse med 25.000 årlige telefoninterviews, som har dokumenteret danskernes medie- og forbrugsvaner siden 1996.
14.20: Pause med kaffe & kage
14.50: Producentansvaret – hvordan kategoriseres emballagen og hvilke materialekategorier skal gradueres? v/Helle Antvorskov, akademisk tekniker, Miljøstyrelsen cirkulær omstilling
Miljøstyrelsen giver en indføring i, hvordan emballager kategoriseres under det miljøgraduerede bidrag. Kategorisering af emballagen er nødvendig for at definere den korrekte sats, en producent skal betale. Det omfatter bl.a. afgrænsning mellem materialekategorier, hvilke kategorier som skal gradueres og introduktion af nogle nye begreber: hovedkomponent, integreret komponent og separat komponent, som definerer hvilke sæt af designkrav, som en given emballage skal leve op til. Helle Antvorskov er akademisk tekniker i Miljøstyrelsen og sidder med arbejdsområdet emballage i producentansvarsteamet i afdelingen cirkulær omstilling. Vedr. producentansvar på emballage har Helle Antvorskov arbejdet primært med miljøgradueret bidrag.
15.10: Nye leverandørkrav set fra en fødevareproducents side, herunder hvilke emballagetrends ses i fødevareindustrien på europæisk niveau v/ packaging development manager Torben Noer, Arla Foods.
Torben Noer har arbejdet mere eller mindre non-stop med emballagedesign og -udvikling i snart 30 år. I Arla er han ansvarlig for emballageudviklingen til Arlas ostekategori. Det vil sige ca. 25 mejerier dækkende omkring en fjerdedel af Arlas omsætning. Torben Noer tilhører teamet sustainaible packaging innvoation, som dækker al emballageudvikling, inkl. monitorering af lovgivning og retningslinjer på Arlas markeder.
15.45: Hvordan navigerer detailkæderne i at imødekomme lovgivning og forbrugerbehov i en verden, hvor forbrugernes ønsker og opfattelser ikke altid stemmer overens med de optimale cirkulære løsninger og emballagevalg? v/TBC
16.15: Hvordan Smurfit Westrock skaber fremtidens emballage gennem innovation i en tid med strammere krav til bæredygtighed og grøn omstilling v/innovation & insights manager Maiken Wilki, Smurfit Westrock
Maigen vil dele indsigter i, hvordan Smurfit Westrock, som global leder inden for bæredygtig emballage, arbejder innovativt for at udvikle løsninger, der hjælper kunderne med at imødekomme de stadigt strengere krav til bæredygtighed og cirkulær økonomi.
16.45: Afslutning & tak for i dag