Emballage mindsker madspild
Emballage er roden til alt ondt, sådan er indstillingen hos mange i denne tid, hvor der er fokus på klima og miljø.
Det ser ud til, at vi glemmer emballagens egentlige formål, nemlig at sikre, at produkter kan transporteres og opbevares både sikkert og på en måde, så de ikke ødelægges. En af de helt vigtige formål som den rigtige emballage forebygger, er fx madspild, fordi den holder fødevarer friske og spiselige i længere tid.
Det fortalte den belgiske professor i emballageteknologi på Ghent University i Belgien, Peter Ragaert, da han gæstede GRAKOM for nylig.
Omkring 50 procent af al mad, der bliver produceret, smides ud, og derfor har Peter Ragaert forsket i, hvordan man kombinerer funktionalitet, bekvemmelighed og bæredygtighed i fødevareemballage.
Den største klimapåvirkning kommer fra mad, ikke fra emballage
I dag forventer forbrugerne nemme madløsninger. De vil gerne have færdiglavede retter, retter ’on-the-go’, nemme snacks etc. Derfor skal mad pakkes i emballage, der kan komme i ovnen, og som kan åbnes og lukkes igen og igen. Samtidig skal emballagen beskytte mod, vand, ilt, lys og lugte. Og i større og større omfang skal mad også kunne pakkes i små størrelser.
Man foranledes til at tro, at det er spild af emballage at pakke fødevarer i små portioner, men ifølge den belgiske professor skal man ikke kigge isoleret på emballagen, men også på den fødevare, der pakkes ind.
Umiddelbart er det mere miljøvenligt at pakke mad ind i større pakninger. Men hvis man pakker ind i fx 100 grams pakninger, som passer bedre til en generel familiestruktur, kan man reducere madspild. Og langt størstedelen af den samlede klimapåvirkning kommer fra madvaren og ikke emballagen, pointerede Peter Ragaert.
Det er samtidig vigtigt at vælge den rigtige emballagetype, fordi man så vil kunne minimere både tilsætningsstoffer samt fedt, sukker og salt, der ofte tilsættes i større mængder end nødvendigt med det formål at få fødevarerne til at holde sig længere.
Professor Peter Ragaert forelæser for GRAKOMs medlemmer
Biobaseret emballage
Peter Ragaert og hans kolleger har forsket i, hvad det betyder for fødevarer, hvis man f.eks. bruger biobaseret emballage.
”Der er generelt en opfattelse af, at der ved brug af biobaseret materiale kommer uønsket luft ind i pakningen, som hurtigere vil kunne fordærve maden,” sagde Peter Ragaert, men den frygt er i de fleste tilfælde ubegrundet.
”Et studie viste, at man godt kan pakke mad ind med biobaseret plastik og stadig holde sig under den grænse, industrien har for hvor meget luft, der må komme ind i maden uden, at den bliver fordærvet,” nævnte Peter Ragaert.
I kommende studier vil Peter Ragaert undersøge de problemstillinger, der kan være i genanvendelsesfasen af biobaseret plastik.
Smarte indpakninger
Stregkoder, vandmærker, chips og augmented reality er nye metoder, hvorpå man på indpakningen kan se eller aflæse, hvor frisk en fødevare faktisk er og dermed undgå at denne kasseres før tid. Derudover vil disse typer teknologier også blive et vigtigt værktøj mod madsvindel, som bliver et stort tema fremover, spåede Peter Ragaert.
Eksempler på smart indpakning kan ses her:
http://www.ifitshipitshere.com/high-tech-cognac-the-remy-martin-club-connected-bottle/
Effektive indsamlingssystemer
Udover at Peter Ragaert forsker i, hvilke slags emballager, der er mest miljøvenlige samtidig med, at de er funktionelle og bekvemmelige for forbrugerne, er endnu en vigtig faktor i spil i forhold til emballage og miljøvenlighed. Nemlig om vi i det hele taget har tilstrækkelige effektive indsamlingssystemer.
Også her kan emballagen hjælpe, fortalte Peter Ragaert:
”Vandmærker, som ikke kan ses med det bare øje, men med kameraer eller apps, viser ikke bare, hvilket materiale, emballagen er lavet af, men også selve kompositionen af materialet. Det betyder, at opsamlingsvirksomheden ved at scanne disse brugte emballager fremover nemmere vil kunne sortere materialet.”