DM Skills 2023: Her er to af deltagerne
Når DM i Skills 2023 løber af stablen den 2.-4. februar er tre grafisk teknikere og syv mediegrafikere med i konkurrencen.
En af dem er grafisk tekniker-elev Andreas Balleby Hansen, der arbejder hos Stibo Complete og som har taget sin uddannelse på Techcollege i Aalborg.
Han har valgt at tage uddannelsen til grafisk tekniker, fordi det er en bred uddannelse.
” Vi laver alt fra flyers, foldere og plakater til kæmpe vægge i pap, træ eller metalskilte. Det er fascinerende at starte med en idé og så forvandle den til bannere, skraldespande, indkøbsposer og lignende, alt efter hvad kunderne efterspørger. Der er næsten endeløse muligheder, når det gælder mit fag,” siger han.
En anden, der deltager i konkurrencen, er Lisa Giacobbe, der arbejder hos Dansk Industri og som tager uddannelsen som mediegrafiker på Next i København.
Hun mener selv, at hun er blevet god nok til at være med i konkurrencen, fordi hun godt kan lide at lære.
” Jeg synes, at det er sjovt at lave noget med hænderne og se, hvordan jeg kan arbejde med og udvikle et produkt,” siger hun og tilføjer, at grunden til, at hun valgte at blive mediegrafiker er hun gerne vil lære at lave layout og opsætning på både digitale og fysiske medier.
”Det kan jeg få opfyldt på mediegrafikeruddannelsen. Jeg synes også, at mediegrafikeruddannelsen er attraktiv, fordi jeg lærer om, hvordan jeg designer digitalt materiale, der ofte også skal fungere i fysisk form. Det kunne fx være flyers, som jeg designer på min computer og efterfølgende skal sikre mig, at designet ser pænt ud, når jeg sidder med flyeren i hænderne.”
Også Lisa Giacobbe mener, at hendes fag er ret bredt.
”Man lærer lidt om alt muligt som fx html, kodning, billedredigering, struktur og opsætning af tekst i magasiner. Man lærer også, hvad øjet kan lide at se, men også hvor man kan skubbe lidt til rammerne”.
Forberedelserne er godt igang
Både Lisa Giacobbe og Andreas Balleby Hansen forbereder sig grundigt til DM i Skills.
”Jeg skal fx lave en plakat af mig selv, og et firmalogo til den trøje jeg skal have på til DM i Skills. Jeg er også i gang med at forbedre mig på fx farvestyring. På den måde sikrer jeg, at jeg er helt opdateret på, hvad jeg kan blive testet i til DM-konkurrencen,” siger Andreas Balleby Hansen, mens Lisa Giacobbe siger:
”Jeg har faktisk sat to uger af til at forberede mig. Jeg prøver at udføre nogle opgaver på tid. Derudover prøver jeg at lære at lave en pitch og præsentere mine produkter. Det er utrolig relevant, da det er en stor del af mit arbejde. Mine kollegaer har fået til opgave at komme med feedback på min performance.”